07/12-15
-
Pressemeddelelse
Fællesnordisk samarbejde skal styrke omstillingen til avanceret produktion
Der er et stort potentiale for Nordens fremstillingsindustri i at investere i ny avanceret produktionsteknologi. Derfor skal de nordiske lande samarbejde om fælles initiativer, der styrker industrien.
Fremstillingsindustrien spiller en meget betydende rolle for de nordiske landes økonomier, men Nordens fremstillingsindustri har i de sidste 20 år mistet en fjerdedel af sin beskæftigelse. Derfor har de nordiske erhvervsministre på et møde i Nordisk Ministerråd den 7. december 2015 drøftet, hvordan de nordiske lande i samarbejde kan styrke læring og inspiration på tværs af landene og iværksætte fællesnordiske initiativer på området.
Initiativet til drøftelsen er taget af den danske erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, der i 2015 er formand for Nordisk Ministerråd for erhvervsministre:
"Fremstillingsindustrier i de nordiske lande har stor betydning for udvikling af produktivitet, innovation, vækst og beskæftigelse samt eksport, særligt uden for de større byer. Derfor har vi i hele Norden en fælles interesse i at fastholde og udbygge vores fremstillingsindustri".
Fælles ministererklæring fra Nordisk ministerråd:
"At fremme vores fremstillingsindustri er en fælles dagsorden. Derfor er det nærliggende i regi af Nordisk Ministerråd at udbrede læring om og inspiration fra nationale initiativer samt at undersøge, om der er særlige områder, hvor fællesnordiske projekter kan understøtte omstilling til avanceret produktion til gavn for vækst og beskæftigelse."
Det danske formandskabsprojekt "Produktion i Norden" har til mødet udarbejdet en kortlægning af digitalisering og automatisering af fremstillingsindustrien samt et overblik over relevante politiske initiativer i Norden.
Pressekontakt
Martin Hein
91 39 94 55
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/