04/02-16
-
Pressemeddelelse
Gode vækstvilkår for virksomheder - men produktivitetsvækst skal op
Danmark har et højt velstandsniveau. Men siden midten af 1990'erne har produktiviteten i Danmark udviklet sig relativt svagt i internationalt og historisk perspektiv. Det fremgår af regeringens Redegørelse om Vækst og konkurrenceevne. Redegørelsen er regeringens vækstmæssige eftersyn af Danmarks strukturelle og dermed langsigtede vækst og velstand.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:
"Redegørelsen om Vækst og konkurrenceevne understreger behovet for vedvarende fokus på den danske vækstudfordring. Kun gennem en øget produktivitetsvækst kan vi sikre fortsat vellønnede job i Danmark og et moderne velfærdssamfund."
Som første skridt har regeringen fremlagt strategien Vækst og udvikling i hele Danmark. Sammen med Finansloven for 2016 bidrager det til et varigt løft i BNP på 3½ mia. kr.
"Næste skridt er, at dansk erhvervsliv i endnu højere grad får udnyttet mulighederne i de nye teknologier, som digitalisering, automatisering skaber i disse år. Danske virksomheder og særligt SMV'erne synes at have et stort potentiale ved øget automatisering."
Regeringens erhvervs- og vækstpolitik skal skabe gode rammevilkår for erhvervslivet med fokus
på, hvordan de globale udviklingstendenser påvirker erhvervslivet. Sigtelinjerne i regeringens erhvervs- og vækstpolitik er Industrialisering 4.0, Generation vækst og Danmark i en ny global økonomi.
""Regeringen vil vedvarende styrke vækstvilkårene. En erhvervsbeskatningsreform skal gøre dansk erhvervsbeskatning mere enkel og konkurrencedygtig. Reformen skal forbedre investeringsklimaet i Danmark med henblik på at tiltrække flere udenlandske investeringer. Og regeringen vil sænke skatten på arbejde."
Pressekontakt
Kim Bové
Pressechef
91 33 70 15
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/