18/10-12
-
Pressemeddelelse
Matchmakingdag mellem studerende og erhvervsliv
Tirsdag den 6. november 2012 afholder ErhvervsForum Roskilde og Erhvervsakademi Sjælland - Campus Roskilde (EASJ) en såkaldt Matchmaking dag, hvor studerende fra EASJ Campus Roskilde mødes med det lokale erhvervsliv. Formålet er at bane vejen for ulønnede praktikophold til gavn for begge parter.
EASJ har årelang og bred erfaring med virksomhedspraktik og håndteres det rigtigt har et praktikophold alle muligheder for at blive en succes - for såvel den studerende, som for virksomheden. Første skridt på vejen er netop det uforpligtende Matchmaking møde. Her kan parterne nøjes med blot at hilse på - eller føle hinanden lidt nærmere an på tænderne og måske endda kredse sig ind på, hvad den pågældende virksomhed har af uløste projekter.
Teori versus praksis
I praktikperioden får den studerende afprøvet den tillærte teori i praksis. Til gengæld får praktikvirksomheden løst en række relevante projekter, der måske ellers ville forblive uløste. Det kunne eksempelvis være analyser af virksomhedens markedsmuligheder, rådgivning om den fremtidige IT strategi, eller planlægning af aktiviteter inden for sponsorering og branding. Mere konkret har studerende fra EASJ f.eks. udviklet et GPS-værktøj, der nu guider besøgende i Sagnlandet Lejre rundt på en ny og lærerig måde.
Studieleder Lars Kofod fra EASJ uddyber: "Det er ekstremt vigtigt, at vores studerende har en direkte kontakt til erhvervslivet - ikke mindst i den aktuelle og vanskelige økonomiske situation. Men samtidig har virksomhederne jo mere end nogensinde før brug for kompetente problemløsninger - og vores studerende er netop leveringsdygtige i gode og endda ganske gratis løsninger - indenfor handel, markedsføring og IT, i bredeste forstand. Samtidig har vi rigtigt mange studerende med stor ekspertise indenfor medicinal-, bioteknologi, proces- og fødevareindustrien".
Døråbner
Sekretariatschef Johnny K. Schäffer fra ErhvervsForum Roskilde supplerer: "Set fra vores synsvinkel handler det overordnet om at gøre det nemmest muligt for medlemsvirksomhederne, at tilegne sig ny viden - for uden den daler virksomhedernes konkurrenceevne, og de dør langsomt hen. De studerende har netop denne viden, og på Matchmakingdagen får vi mulighed for at møde dem i øjenhøjde og uden dikkedarer. Og når man først har fundet ud af, at den anden part ikke er så farlig endda, er det langt lettere at indlede et reelt og frugtbart samspil.
Konkret handler det jo om at få løst nogle vigtige opgaver ude i virksomhederne. Mange gange er det jo desværre sådan, at de gode ideer overskygges af dagligdagens umiddelbare arbejdsopgaver og derfor får lov til at ligge i skrivebordsskuffen. Men praktikanten har både tid, lyst og kræfter til at kaste sig over opgaverne.
Sideløbende med Matchingdagen er ErhvervsForum Roskilde i øvrigt netop ved at etablere en virtuel projekt database, hvor samspillet mellem Roskildes erhvervsliv og byens mange studerende også kan videreudvikles", slutter Johnny K. Schäffer .
Alle virksomheder er mere end velkomne.
Studieleder Lars Kofod har denne afsluttende bemærkning: "For EASJ er det væsentligt at fastholde, at praktikvirksomhederne ikke nødvendigvis behøver at komme fra Roskilde området. Vi vil også rigtig gerne i kontakt med andre sjællandske erhvervsvirksomheder. Vores studerende er nemlig villige til at rejse langt for den rigtige praktikplads - det perfekte match".
Tid & sted
Arrangementet afholdes: Tirsdag den 6. november 2012 kl. 14.00 - 16.00.
Sted: Multihallen, Bygning 6, på Erhvervsakademi Sjælland - Campus Roskilde, Bakkesvinget 67, 4000 Roskilde.
Relevant information
http://www.easj.dk
Firma
Erhvervsakademi Sjælland
Lyngvej 19-25
4600 Køge,
Danmark
50762600
http://www.easj.dk