26/11-12
-
Pressemeddelelse
TOP-TOY åbnede dørene for nabovirksomheder
Den internationale legetøjsvirksomhed TOP-TOY, der beskæftiger ca. 3600 personer på verdensplan, åbnede dørene for nysgerrige nabovirksomheder midt i juletravlheden på distributionscentralen i Greve.
15 erhvervsdrivende fra Greve og omegn lyttede koncentreret med, da lagerchef Jens Lerke-Møller fortalte om den internationale legetøjsvirksomhed TOP-TOY, som har både hovedkontor og distributionscenter beliggende i Greve Kommune.
Distributionscentret, som var rammen om virksomhedsbesøget, ligger i Ventrupparken i et af Greves industriområder og dækker et areal på 60.000 m². I højsæsonen op mod jul har centret 160 personer i beskæftigelse - ca. 60 mand mere end resten af året.
Manuelt til fuldautomatisk
Personalet på distributionscentret arbejder tæt sammen lige fra manuel pakning henover pakning med intelligente kraner, sensorstyrede transportbånd og vakuumstyrede pakkeløftere til sikker af- og pålæsning af lastbilerne.
Erfarne medarbejdere sikrer effektiv drift, dels på god forberedelse, men også på at følge pulsen i maskinerne. De opdager med det samme, når automatikken eller balancen på lageret ikke er optimal.
Bestillinger fra deres butikker Fætter BR og TOYS"R"US i de nordiske lande, foregår fuldautomatisk. Når den enkelte butiks kasseapparat registrerer et salg, påvirker dette butikkens varelager. Når systemet så trækker butikken ud til pakning, kombinere det butikkens manglende varelager samt dens salg frem til næste levering til en pakkeordre, hvor der også tages hensyn til lokal omstændigheder samt evt. sæsonudsving.
Bæredygtighed og sikkerhed
Både på distributionscentret i Greve og i forhold til leverandørerne til TOP-TOY arbejder virksomhedsledelsen for løbende at forbedre sikkerheden og bæredygtigheden. TOP-TOY stiller krav til producenternes arbejdsvilkår og går selv i spidsen ved at sætte medarbejderens sikkerhed i centrum. Lagerchef Jens Lerke-Møller kunne bl.a. berette om indkøb af yderligere 4 kraner til at reduceret mængden af tunge løft samt en millioninvestering i LED-belysning på områder af distributionscentret, som vil give markante CO2-besparelser.
Virksomhedsbesøget var arrangeret i samarbejde mellem TOP-TOY, Greve Erhverv samt ErhvervsCentret i Greve ud fra et ønske om, at flere virksomheder i lokalområdet kender og bruger hinanden.
Relevant information
http://erhvervscentret.greve.dk