26/09-13
-
Pressemeddelelse
Innovationslegeplads for forretningsidéer
10 forretningsidéer fik tilført specialistviden, innovative input, forretningsforbindelser og tips om kapitalsøgning, da man tirsdag afprøvede en ny metode til forretningsidéudvikling, Business Case Bazar i ErhvervsCentret i Greve.
Tirsdag d. 24. september var rådgivere, forretningsdrivende og idérige iværksættere inviteret til at deltage i Business Case Bazar - et arrangement, hvor iværksættere præsenterede forretningsidéer over for et rådgiverpanel og en gruppe potentielle samarbejdspartnere og leverandører. 10 iværksættere havde fået til opgave at forberede en kort præsentation af deres forretningsidé, der var særligt udvalgt til arrangementet. Efter hver enkelt præsentation fik iværksætteren råd og vejledning fra et rådgiverpanel bestående af eksperter med viden inden for forretningsudvikling, finansiering og patentering mv. Herefter kunne gruppen af potentielle samarbejdspartnere og leverandører stille spørgsmål og komme med anbefalinger.
Arrangementet fandt sted i ErhvervsCentret i Greve, hvor erhvervsservicekonsulent Jesper Yde Knudsen var medvirkende til at samle forretningsidéer, rådgivere og potentielle samarbejdspartnere.
"Vi havde en målsætning om at skabe en platform for at styrke forretningsidéer ved at tilføre dem både viden og samarbejdsmuligheder på en måde, så det også kunne inspirere andre iværksættere og erhvervsdrivende", fortæller Jesper Yde Knudsen, der til daglig vejleder iværksættere fra Greve og Solrød Kommune. "Derfor havde vi samlet nogle af de bedste forretningsidéer og rådgivere, vi kendte. Over for dem satte vi nogle af de mest idérige og udviklingsorienterede virksomheder og organisationer med interesse for forretningsudvikling, vi kunne opdrive," forklarer Jesper Yde Knudsen.
Omkring 45 mennesker deltog ved Business Case Bazar i ErhvervsCentret, og ved den afsluttende networkingsession modtog arrangørerne positive tilkendegivelser fra både rådgivere, iværksættere og potentielle samarbejdspartnere. Succesen får arrangørerne til at planlægge at gentage arrangementet ved en senere lejlighed.
"Vi fik positive tilbagemeldinger fra flere af deltagerne, og det er vores oplevelse, at den måde at udvikle forretningsidéer på også er interessant at benytte i fremtiden," slutter Jesper Yde Knudsen.
Business Case Bazar var arrangeret i samarbejde mellem konsulentvirksomheden NewBiz Scandinavia, Vækstfabrikkerne og Greve-Solrød Erhvervsservice, der er en del af ErhvervsCentret i Greve.
Mere information
www.vaekstfabrikkerne.dk
http://erhvervscentret.greve.dk
www.newbizscandinavia.com
Relevant information
http://erhvervscentret.greve.dk