17/03-14
-
Pressemeddelelse
Kommunens virksomhedslodsordning skal hjælpe små og mellem-store virksomheder
For en lille eller mellemstor virksomhed kan det opleves som besværligt og uoverskueligt at skulle navigere mellem de forskellige afdelinger og myndigheder, som skal varetage behandlingen af deres sag i kommunen. Nu skal en virksomhedslodsordning sikre en smidig sagsgang.
Større virksomheder kan få hjælp via kommunens Task Force til en hurtig og effektiv behandling af deres sager om ombygning, køb af grund og andre større ændringer i deres forhold. Den mulighed har de små virksomheder ikke haft. Det betyder ikke, at de ikke har behovet for en samlet hjælp, og nu kan de få glæde af kommunens virksomhedslods-ordning. I lighed med Task Force beredskabet, skal lodsordningen samle trådene og sikre en effektiv sagsbehandling.
Udgangspunktet i sagerne i lodsordningen er et dialogmøde med ansøger og medarbejdere fra de relevante myndighedsområder, f.eks. Byggeri, Miljø, Brand og Redning. På den måde vil alle sagens parter være informeret om projektet fra start og indledningsvist have mulighed for at vejlede ansøger om, hvad den konkrete ansøgning skal indeholde. Det sparer tid, når det rigtige materiale modtages første gang, og virksomheden skal ikke selv navigere rundt fra myndighed til myndighed.
"Når vi får en byggesag ind, så vurderer byggesagsbehandleren, hvilke myndighedsområder, der skal involveres, og selve sagsbehandlingen forestås af de erfarne sagsbehandlere på de respektive områder. Det virker efter hensigten og giver os mere tilfredshed i arbejdet samtidigt med, at virksomhederne oplever et godt forløb", siger planchef i Teknik og Miljø, Peter Bagge.
Pressekontakt
Peter Bagge
Planchef, Teknik & Miljø
76161030
Firma
Esbjerg Erhvervsudvikling
Niels Bohrs Vej 6
6700 Esbjerg,
Danmark
+45 75 12 37 44
+45 25 13 96 30
http://www.eeu.dk