22/04-14
-
Pressemeddelelse
Esbjerg Kommunes virksomheder får unik hjælp til succes Online
Esbjerg Erhvervsudvikling giver en attraktiv og gratis håndsrækning til mindre virksomheder, så de kan blive bedre til at sælge sig selv på internettet
Der er plads til cirka 60 af kommunes mindre virksomheder, når der i maj og juni bliver sat fokus på, hvordan man sælger og markedsfører sig bedre online. Det er Esbjerg Erhvervsudvikling, der i et samarbejde med Google, Erhvervsstyrelsen og en række andre vægtige spillere i erhvervslivet, tilbyder et forløb med undervisning, inspiration og træning af virksomhederne.
Ni ud af ti danske virksomheder har en hjemmeside, men mange af dem opdateres sjældent eller aldrig, og kun knap en fjerdedel af dem giver mulighed for at købe eller booke direkte på hjemmesiden. Et bedre kendskab til, salg og markedsføring på internettet vil give særligt små og mellemstore virksomheder mulighed for at øge væksten og skabe nye jobs. Det er nemlig særligt dem, der ikke udnytter internettets muligheder fuldt ud.
- Blandt vores medlemmer er der mange mindre virksomheder. Derfor er det vigtigt for os i Esbjerg Erhvervsudvikling at give dem denne unikke mulighed for at få adgang til succes online, og det hjælper vi med i dette træningsforløb, der normalt ville være en dyr udskrivning for den enkelte, men som her er gratis, fortæller Tom Nielsen, direktør i Esbjerg Erhvervsudvikling.
Førende vidensvirksomheder står bag
På træningsforløbet, der hedder Succes Online, præsenteres den nyeste viden på området for de deltagende virksomheder. Det sørger Google, Håndværksrådet, IT Branchen, Erhvervsstyrelsen, iværksætterportalen Amino, IBIZ-center, FDIH, IVÆKST og Deloitte for. De står nemlig alle bag initiativet, som Esbjerg Erhvervsudvikling tilbyder som en af de første i hele landet.
Undersøgelser viser, at 77% af alle danskere mellem 16 og 74 år handler på nettet - og at tallet er stigende - giver det god mening at udnytte de mange online-muligheder bedst muligt.
- For Esbjerg Erhvervsudvikling betyder Succes Online-initiativet, at lokale virksomheder får mulighed for med syvmileskridt at tage de digitale muligheder til sig og dermed være blandt dem, der vil opnå fordele inden for markedsføring, salg og administration. Her er et område, hvor selv helt små virksomheder kan opnå succes og vækst. Det kan vi kun synes godt om hos i Esbjerg Erhvervsudvikling, og derfor bakker vi også op om projektet, fortsætter Tom Nielsen.
Det er allerede nu muligt for interesserede virksomheder at kunne læse mere om Succes Online på eeu.dk, hvor det vil være muligt at tilmelde sig og læse mere om indholdet af de fem træningssessioner. Deltagerne vil blandt andet høre om, hvordan man får flere kunder og besøgende til hjemmesiden, hvordan man får succes med en webshop via sociale medier samt om brugen af email-marketing og online administration. Efter 3. undervisningsdag vil holdet blive delt op i 2, hvor der vil blive lagt vægt på hhv. salg på hjemmesiden, og på servicevirksomheder, som håndværkere, behandlere mfl.
Tilbuddet om at deltage i Succes Online gælder alle virksomheder i Esbjerg Kommune, oplyser Randi Høxbro, Erhvervskonsulent i Esbjerg Erhvervsudvikling.
Fakta:
Forløbet starter op d. 20. maj og er et tilbud til alle virksomheder i Esbjerg kommune.
Hele forløbet igangsættes ved stort kick-off event d. 12. maj, der afholdes hos SE, med deltagelse af Borgmester Johnny Søtrup, Google, Ibiz mfl. Tonny Bruun fra Nicehair kommer og fortæller om hvordan han har opnået succes online.
Pressekontakt
Randi Høxbro
Erhvervskonsulent
36973517
60602310
Firma
Esbjerg Erhvervsudvikling
Niels Bohrs Vej 6
6700 Esbjerg,
Danmark
+45 75 12 37 44
+45 25 13 96 30
http://www.eeu.dk