22/05-15
-
Pressemeddelelse
Esbjerg får sin egen Karrieremesse!
D. 8. oktober åbner Esbjerg dørene op for Karrieremesse Esbjerg 2015. Studerende, ledige og andre, der har interesse i job i Esbjerg får muligheden for at mødes med områdets erhvervsliv.
30 virksomheder har allerede tilmeldt sig med en stand til karrieremessen, som afholdes på Esbjerg Conference Hotel og hvor der er plads til i alt 32 virksomheder.
"Vi er glade for, at der allerede nu er så mange forskellige virksomheder, der bakker op om initiativet, og vi er snart ved at have udsolgt af standpladser. Med en stor opbakning fra byens uddannelsesinstitutioner er vi sikre på, at karrieremessen bliver en succes", siger erhvervskonsulent Randi Høxbro fra Esbjerg Erhvervsudvikling, der er overordnet koordinator for messen.
Efter flere gode initiativer bl.a. med sidste års "Companies meet University students", der blev afholdt i samarbejde med Aalborg Universitet Esbjerg og Syddansk Universitet, har Esbjerg Erhvervsudvikling taget initiativ til at skabe en karrieremesse i Esbjerg for alle uddannelsesinstitutionerne i området.
Derudover er det planen at tiltrække studerende og ledige fra andre dele af landet til karrieremessen, så de kan se hvilke forskellige jobmuligheder, der er i byen. Som markedsføring af karrieremessen trykkes der 3.000 eksemplarer af en messebog som uddeles på uddannelsesinstitutioner i Esbjerg og andre større uddannelsesbyer i Region Syddanmark.
Deltagelse på karrieremessen er gratis for både virksomheder og studerende. Dette er blevet gjort muligt gennem sponsorater fra EnergiMetropol Esbjerg og de frie Erhvervsinvesteringsfond i Esbjerg.
"Uden denne form for økonomisk support ville det være svært at få skabt en ordentlig platform for en seriøs og præsentabel karrieremesse. Initiativet til karrieremessen er desuden et vigtigt punkt i opfyldelse af den nye vækststrategi 2020 som Esbjerg Erhvervsudvikling og Esbjerg Kommune har udviklet i fællesskab. Karrieremessen skal være med til at gøre Esbjerg til en attraktiv uddannelsesby og bosætningskommune. Med karrieremessen tager vi et vigtigt skridt i den retning", udtaler erhvervskonsulent Uffe Lundgaard fra Esbjerg Erhvervsudvikling.
Øvrige samarbejdspartnere er Det Blå Danmark som inden karrieremessen afvikler et offshore event, der sætter fokus på arbejde i offshore industrien og den maritime sektor.
Af deltagende virksomheder kan nævnes, SubCPartner, VIKING Life Saving Equipment, Maersk Oil, Vestconsult Workpoint, Deloitte og Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.
Pressekontakt
Randi Høxbro
Erhvervskonsulent
36973517
60602310
Uffe Lundgaard
Erhvervskonsulent
36 97 35 05
26 13 31 25
Firma
Esbjerg Erhvervsudvikling
Niels Bohrs Vej 6
6700 Esbjerg,
Danmark
+45 75 12 37 44
+45 25 13 96 30
http://www.eeu.dk