15/10-12
-
Pressemeddelelse
Konference 25. oktober giver overblik over opgaver for milliarder den almene sektor
Massive investeringer i boligbyggeriet i den almene sektor kompenserer i disse år for nedgangen i det private boligbyggeri. Aktuelt taler vi om opgaver for 30 milliarder kr., der udbydes i den almene sektor til byggebranchen. Omkring 17.000 boliger bliver i øjeblikket igangsat. På sigt er det anslået, at der ligger renoveringsopgaver for 160 milliarder kr. og venter.
Men hvordan kan man få del i opgaverne? Hvad kræver det? Hvordan får man overblik over udviklingen og beslutningerne i det almene boligbyggeri? Hvad er de væsentligste projekter her og nu? Hvad kan man lære af de renoveringer og nybyggerier, der er gennemført de seneste år? Hvordan sikrer vi, at der ikke bygges nye ghettoer?
- Som altid er der mange, der gerne vil være med, når opgaverne er voksende. Der er da også opgaver at få både her og nu og i de kommende år, men den almene sektor kræver meget mere end blot at byde på en entreprise. De fleste boligforeninger vil for enhver pris undgå nye ghetto-byggerier. Derfor skal man kunne udvikle samlede planer for at komme med i betragtning, både til nybyggeri og renoveringsopgaverne, siger chefredaktør Kamilla Sevel, Estate Media, om mulighederne i den almene sektor i de kommende år.
Den 25. oktober er hun ordstyrer, når Estate Konference samler en række topaktuelle profiler og eksperter, der vil svare på alle spørgsmålene og dele ud af deres visioner for og indsigt i udviklingen af den almennyttige sektor. Konferencen indledes af Socialdemokratiets boligordfører Jan Johansen.
Blandt de andre centralt placerede kapaciteter er KABs adm. direktør Jesper Nygård. KAB kalder sig Danmarks største boligbygger og har i disse år har store byggeprojekter i pipelinen. KAB er desuden en af medunderskriverne på Nordic Built Charter, der udstikker retningslinjerne for byggeri i Norden i de kommende år.
Også Brabrand Boligforening i Aarhus bygger i de kommende år for flere milliarder. Blandt andet skal de udsatte boligområder Gellerupparken og Toveshøj omdannes til nye, attraktive bydele. Boligforeningens Udviklingsdirektør Flemming Kristensen vil på konferencen fortælle om, hvordan visionerne skal gøre til virkelighed, hvordan opgaverne skal fordeles og løses, og hvad der kræves af dem, der gerne vil være med.
Konferencen henvender sig til alle med interesse i udviklingen i den almene boligsektor.
Yderligere oplysninger: Chefredaktør og faglig tilrettelægger Kamilla Sevel, tlf. 42 76 00 20 eller mail sevel@estatemedia.dk
Tid: 25. oktober kl. 9-14.
Sted: Alectia, Teknikerbyen 34, 2830 Virum.
Se hele programmet på www.estatemedia.dk/konference
Presseakkreditering kan ske ved henvendelse til konferencekoordinator Malene W. Nielsen på nielsen@estatemedia.dk
Billede: Chefredaktør, faglig tilrettelægger og partner Kamilla Sevel, Estate Media. Foto: Estate Media.
Relevant information
http://estatemedia.dk/