03/05-16
-
Pressemeddelelse
Nyt samlingspunkt for bygge- og ejendomsbranchen - Copenhagen Urban Arena
Estate Media lancerer nyt samlingspunkt for ejendomsbranchen
2. juni bliver København vært for en ny kombineret messe og konference om investeringer og udvikling i Hovedstadsregionen og resten af Danmark
I Cannes har de Mipim, i München Expo Real, i Stockholm Business Arena og i Norge er Oslo Future Living på vej. I Danmark har der været gjort flere forsøg på at skabe noget lignende. Nu lancerer Estate Media et nyt koncept, Copenhagen Urban Arena, som skal skabe den samme form for platform i det københavnske marked og kombinere det bedste branchen kan med netværk, konferencer og udstilling.
- Der er brug for et nyt samlingspunkt, hvor branchen kan vise, hvad de kan og samtidig netværke i kombination med en konference på højt fagligt niveau. Derfor har vi lanceret Copenhagen Urban Arena. Vi kender det fra udlandet, og det skal København kunne matche for at tale ind i hele den globale dagsorden og markere os som Greater Copenhagen som et sted, der er værd at investere i, siger direktør Mira Trolle Scheel, Estate Media Nordic.
Copenhagen Urban Arena skal bidrage til at højne professionaliseringsniveauet og ikke mindst tiltrække internationale investorer.
- Nogle vil sikkert tænke "hvorfor er der brug for det, for det går da meget godt både i branchen". Og det er også rigtigt. Men det er også en tilgang, som vi er nødt til at supplere med noget andet. Byerne omkring os løber afsted med væksten, hvis vi ikke er skarpe på at udvikle os, og derfor er der brug for et samlingspunkt som Copenhagen Urban Arena, hvor man både kan fremvise det bedste, vi allerede kan i København og i Danmark, og samtidig drøfte nogle af de aktuelle udfordringer og potentialer med branchens aktører, siger Mira Trolle Scheel.
Stockholm har på flere internationale konferencer slået på, at Stockholm er en intelligent by og dermed en fremtidssikret investering. Netop det vil Estate Media også forsøge at få ind i Copenhagen Urban Arena, så de løsninger vi kan præsentere i dag i flere af landets store byer bliver præsenteret i et forum, der henvender sig til hele branchen.
- Hele Smart City udviklingen kan mange danske aktører godt byde ind på. I kombination med de rådgivere, der tiltrækker internationale investorer og som kan give gode analyser og finansiel rådgivning, har vi et utroligt stærkt brand at tilbyde. Men det skal synliggøres. Derfor håber vi også, at så mange som muligt fra branchen vil slutte op omkring Copenhagen Urban Arena, siger Mira Trolle Scheel og fortsætter:
- Vi vil skabe et samlingspunkt, der er så spændende, at der er god grund til at komme, hvad enten man er dansk eller udenlandsk investor, og derfor er vi rigtig glade for den store opbakning, der viser, at der er brug for Copenhagen Urban Arena, siger Mira Trolle Scheel.
Estate Media er Danmarks førende videns- og mediehus for ejendomsbranchen. Selskabet er dansk-norsk ejet og ligger i centrum af København og afholder cirka 35 konferencer og seminarer årligt samt udgiver det eksklusive branchemagasin Estate Magasin.
Relevant information
Copenhagen Urban Arena
http://estatekonference.dk/conference.php?id=35
Pressekontakt
Mira Trolle Scheel
partner
27 28 14 15