14/03-11
-
Pressemeddelelse
Gymnasielever debatterer frivilligt arbejde
Elever fra Handelsskolen København Nord i Lyngby og Gl. Hellerup brugte en formiddag på
at debattere frivilligt socialt arbejde. Det skete i Europa-Huset den 11. marts i anledning af
det europæiske år for frivilligt arbejde.
Frivilligt arbejde er ulønnet, men ikke gratis for samfundet. Det har stor betydning for
velfærdsstaten, lokalt og nationalt - og også på EU plan. Derfor tog eleverne i fredags til Europa-
Huset i København for at diskutere frivillighed med politikere og folk fra de frivillige organisationer.
Debatten blev indledt med oplæg fra Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF,
direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen og Lis Pedersen, frivillig fra Kofoeds Kælder.
For mange af eleverne er 'frivilligt arbejde' noget, de allerede gør, for andre er det noget helt nyt:
"Jeg havde kun et overfladisk kendskab til emnet frivilligt arbejde, og det har været rigtig
spændende at være med i dag. Da jeg hørte Lis Pedersens fortælle om sine egne erfaringer med
at gøre en forskel for andre, blev jeg helt bevæget, og nu har jeg besluttet mig for selv at arbejde
frivilligt på Røde Kors Asylcentre for at lære flygtninge at cykle," fortæller Ana Teresa Graabek fra
1s på Gammel Hellerup Gymnasium.
At gøre en forskel for andre
Diskussionen i Europa-Huset gik blandt andet på balancen mellem offentligt betalte
velfærdsydelser og frivilligt socialt arbejde. Også rammerne for den frivillige indsats var til debat.
Selvom den frivillige indsats i sig selv ikke koster samfundet noget, skal der alligevel en økonomisk
infrastruktur og en politisk opbakning til for at holde det kørende.
Mødrehjælpens direktør Mads Roke Clausen, der også er medlem af Frivillighedsrådet, gjorde
klart, at organisationens arbejde har stor samfundsøkonomisk betydning. For Mødrehjælpens
støtte til en enlig mor har ikke kun menneskelige fordele; der er også noget at hente for samfundet
økonomisk set, når hun på den lange bane får arbejde og en skattepligtig indtægt.
Lis Pedersen rundede oplægsrækken af med en personlig skildring af arbejdet som frivillig bl.a. på
værestedet Kofoeds Kælder i København. Hun fortalte gribende om, hvor givtigt det er for hende
at hjælpe andre: både danske unge, der kun har oplevet svigt og misbrug, og flygtninge, der intet
kender til det danske samfund.
Europæiske kerneværdier og frivillige unge
Medlem af Europa-Parlamentet for SF Margrete Auken forklarede, hvorfor det europæiske år for
frivilligt arbejde er vigtigt:
"Med beslutningen om at gøre 2011 til det europæiske år for frivilligt arbejde sender EU et stærkt
signal om, at frivilligt arbejde er helt centralt for aktiv udøvelse af europæiske kerneværdier som
demokrati, solidaritet og tolerance."
Til arrangementet viste det sig at mange af eleverne allerede udfører frivilligt arbejde. Flere af dem
rejste sig op og fortalte om det arbejde de udfører i bl.a. Red Barnet, Røde Kors og i forskellige
idrætsforeninger, og flere tilkendegav, at de overvejede at gøre det samme.
For yderligere information:
Henrik Gerner Hansen,
fung. chef for Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark, tlf. 33 14 33 77
Relevant information
http://www.europa-huset.dk