30/10-14
-
Pressemeddelelse
Løft håndvægte med hjernen hos Experimentarium City
Er din hjerne ude af form eller en bodybuilder? Kunne du blive hurtigere til at lære, dygtigere til at huske eller bedre til at koncentrere dig? Hjernen har brug for at gå i fitnesscenter og blive brugt og udfordret akkurat som kroppen. Den 10. oktober åbner Experimentarium Citys særudstilling HJERNEN, som bliver første skridt i dit nye hjernetræningsprogram. Helt uden sved på panden.
I særudstillingen HJERNEN vil du igennem en masse aktiviteter hive din hjerne ud af vante rutiner, ruske den, overraske den og udfordre den til en omgang mental work-out.
Væk din dovne hjerne
Hjernen er som udgangspunkt doven, og rene rutiner giver den ikke mange udfordringer. Derfor skal de små grå sættes i gang og prøve noget nyt. Bliv testet i hvor god du er til at huske, og om du kan fokusere uden at blive distraheret, og hvor opmærksom du er.
Bryd vaner
En del af en god hjernetræning er at gøre hverdagssituationer anderledes. Prøv at binde snørebånd med pincetter, læg et puslespil med bind for øjnene eller børst tænder med den anden hånd. Prøv også kræfter med hjernespillet og se, hvor mange ord du kan finde.
Snyd dig selv
Sanserne har en direkte sammenhæng med hjernen, og dit syn er en af de stærkeste sanser. Synet kan trumfe din fornuft og dermed manipulere din hjerne. Gå på broen igennem tunellen i udstillingen, hvor du mærker broen vippe under dig. Eller gør den?
Når alkoholen rammer
Tjek Drugdanceren og se, hvilken effekt alkohol og stoffer har på hjernen og på vores opførsel. Her kan du se, hvad alkohol og hash gør ved hjernen og andre organer i kroppen. Både med en lille fjer i hatten eller med en ordentlig brandert.
Udstillingen er støttet af Ludvig og Sara Elsass Fond.
FAKTA:
Du får dine personlige testresultater registreret i et armbånd linket med din mailadresse. Et link sendes til din mailadresse, så du kan du se, hvor godt du klarede dig, når du kommer hjem. Check-in i udstillingen med din mailadresse hjemmefra på www.experimentarium.dk/hjernen (fra 1. oktober).
Start hjernetræningen på www.experimentarium.dk/hjernen (fra 1. oktober)
Ny adresse: Experimentarium City, Trangravsvej 10-12, 1436 København K.
Særudstillingen kan opleves på Experimentarium City fra 10. oktober 2014 til september 2015.
Download billeder på: https://www.experimentarium.dk/forsiden/pressecenter/pressebilleder/aktuelt/
For mere information kontakt Maria Holst Mouritzen på tlf. 4125 9117 eller mariah(at)experimentarium.dk
UDSTILLINGEN ER BYGGET PÅ HJERNE-LEVERÅD
Professor i neurokemi Rolf Ekman har formuleret enkle hjerneleveråd, som danner grundlag for udstillingen.
Ha' det sjovt: Evolutionen har udviklet os sådan, at når vi gør noget, som gavner vores overlevelse, så belønnes vi med velvære. Det er derfor dejligt at spise, dejligt at dyrke sex, dejligt at opdage nye ting og at forstå verden lidt bedre.
Overraskelse og afveksling: Hvornår blev du sidst overrasket? Når man overraskes, åbner man øjnene ekstra op, man er positiv, og hjernen er åben for at modtage viden. Hvis man ændrer en rutine, ruskes hjernen, og den bliver ikke usmidig og doven.
Udfordring: Det er hårdt at lære at cykle, og det kræver meget af hjernen. Men når man så kan cykle, bliver det rutine, og hjernen bliver doven. Derfor er det vigtigt at lære noget nyt hele livet.
Mål og drømme: Vi er født med unikke kroppe og hjerner, og vi er derfor vores egen største - og bedste - konkurrent! Hæv overliggeren og sæt nye mål for dig selv.
Mad, motion og hvile: Mennesket kan ikke selv producere omega-3-fedtsyrer, så tilføj det i din kost ved fx at spise fisk. Frugt - og gerne i forskellige farver - er også et hit til træningen. Hjernen elsker motion, og når man bevæger sig, bevæger hjernen sig også. Men der er også brug for pauser og opladning til nye udfordringer.