11/06-12
-
Pressemeddelelse
A. P. Møller Fonden donerer 200 mio. kr. til Experimentariums Fremtidsprojekt
Fremtidsprojektet er en ambitiøs plan for skabelsen af udvidede og moderne rammer om Experimentariums formidlingsvirksomhed.
Planen omfatter en tagudstilling, en stor ny udstillingshal, en flexscene med plads til 400 tilhørere, et Læringscenter, et Innovationscenter, et Forskningscenter, et Konferencecenter, en Multi-udstillingshal, en Botanisk Taghave, caféer i tre planer, moderne forhold for medarbejderne, en energineutral bygning med 1.700 m2 solceller samt en miljøvenlig bygning, der betydeligt vil reducere brugen af vand, varme og elektricitet.
Vinderprojektet af den i 2011 afholdte arkitektkonkurrence er skabt af arkitektfirmaet CEBRA A/S i Ä€rhus ved arkitekterne Kolja Nielsen, Mikkel Frost og Lars Gylling. Byggesummen er 400 mio. kr. Projektet forventes at kunne realiseres i løbet af tre år. Et lettere tilrettet projekt er blevet præsenteret for en række danske fonde.
Bestyrelsen for A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har på denne baggrund besluttet at yde en substantiel donation på 200 mio. kr. Denne donation er et kvantespring i bestræbelserne på at finansiere Experimentariums ambitiøse planer og sker i tillid til, at projektet vil skabe rammer for Experimentarium, der gør centret i stand til at skabe endnu mere begejstring for naturvidenskab og teknisk videnskab - hos børn, unge og voksne. Fondens donation er således et bidrag til at styrke
interessen for forskning i naturvidenskab og teknisk videnskab, som igen kan føre til udvikling af nye og konkurrencedygtige produkter. På den måde kan donationen betragtes som ét bidrag til at sikre Danmarks velfærd på lang sigt.
Experimentariums direktør Asger Høeg udtaler:" Jeg er på Experimentariums vegne meget taknemmelig for den store støtte, som A. P. Møller Fonden har meddelt. Donationen er udtryk for en tillid, som forpligter. Experimentarium vil gøre alt for at leve op til den tillid, som den substantielle donation udtrykker. "Ydmyghed" var én af Hr. Møllers værdier. Størrelsen af donationen fra A. P. Møller Fonden har hos mig skabt en følelse af ydmyghed og meget stor taknemmelighed!".