30/03-11
-
Pressemeddelelse
Påskeferien på Experimentarium - Du bliver sjovt nok klogere
Gigantiske sæbebobler. Meterhøje skumsøjler af cola. Kæmpemæssige kunstige skyer. Og masser af BVADR-faktor når vi dissekerer øjne, lunger, hjerte og hjerne: Velkommen til påskeferie på Experimentarium!
Børn og barnlige sjæle elsker Experimentariums store, populære sæbebobleshows. Men i påskeferien byder vi indenfor til andet og meget mere. For eksempel har vi dagligt spektakulære shows, hvor man kan opleve alt fra ætsende skumpølser, kunstige skyer, brændende mel, øredøvende bordbomber og meterhøje skumsøjler af cola. Samtidig har vi købt rigeligt ind af fårehjerter og lunger, grisehjerner og ko-øjne, så der er masser af skøn 'BVADR-faktor' ved de daglige dissektioner. Alt sammen bliver naturligvis serveret og fortalt på en legende og lærerig måde helt i Experimentariums ånd.
Over 100.000 besøgende på BODY WORLDS
I påskeferien kan du også opleve den enestående særudstilling BODY WORLDS, som giver dig et direkte blik ind i menneskekroppens mange detaljer. BODY WORLDS vises i separat udstillingsområde i stueetagen og har siden åbningen i januar allerede haft mere end 100.000 begejstrede besøgende fra ind- og udland.
Mere end 300 aktiviteter på 3500 m2
Derudover har vi i hovedudstillingen på første sal 3500 kvadratmeter sjov for hele familien. Blandt andet BørnePavillonen, Dig & Mig, Cirkus Fysikus, Energi og ikke mindst den splinternye særudstilling SANSER, hvor du kan sammenligne dine sanser med dyrenes. I alt mere end 300 interaktive aktiviteter og udstillinger for børn og voksne i alle aldre.
Vi har åbent hver dag i hele påskeferien - og som altid er ALT gratis, når entreen er betalt. Shows, demonstrationer og aktiviteter er fordelt over hele dagen.