27/10-09
-
Pressemeddelelse
Skudsikre stilethæle eller morgendagens genistreg?
Stor Opfinderfestival 7. og 8. november
Experimentarium skruer helt op for kreativiteten i weekenden d. 7.- 8. november og præsenterer for første gang nogensinde en Opfinderfestival for hele familien. Tre forskellige ekspertbemandede opfinderværksteder er bare ét af de mange tilbud. Her er plads til både skøre indfald og geniale ideer, og har du dem ikke med ved ankomsten, så får du dem, inden du går.
Velcrobåndet blev opfundet af en ingeniør, som var fascineret af de frøkapsler, som hang fast i hans strømper, når han luftede hunden, og ideen til engangsbleen blev fostret en frustreret husmor.
Alle kan få en god idé. På Opfinderfestivalen er der masser af hjælp at hente, når din ide skal ud af boksen og frem i lyset.
Æggedrop fra seks meters højde
Vi har udviklet tre nye værksteder til børn og voksne. Prøv fx vores 'Frit-fald opfinderværksted', hvor du skal opfinde et fartøj som kan transportere et æg lodret ned fra 6 meters højde - uden at lave røræg på gulvet.
I Opfinderhjørnet får du hjælp til at gøre en ide konkret og håndgribelig, og du kan weekenden igennem møde forskellige danske opfindere og få en snak om ideer og hvordan man fører dem ud i livet.
Danmarks bedste Idéjægere går i 2. eller 3. klasse
Opfinderfestivalen markerer også afslutningen på Experimentariums landsdækkende skolekonkurrence 'Idéjagten', som har ramt en del af landets 2. og 3. klasser med den helt store hitte-på-kløe gennem de sidste par måneder.
Vi kårer den bedste klasse ved en storstilet finale fredag d. 6. november kl. 11.00 med store præmier til klassekassen.