Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
25/03-09   -   Pressemeddelelse

En brik i et urimeligt brætspil

Fra den 2. april kan du og dine venner selv være brikker i et brætspil på 250 m2, hvor man gennem leg, udfordringer og terningekast, kan få en fornemmelse af, hvad et liv i den tredje verden betyder. Spillestedet er Experimentarium, og anledningen er at genopfriske de otte mål, som FN fremsatte i 2000: At sikre hele verdens befolkning en værdig og bæredygtig fremtid inden år 2015.

Ryk direkte i fængsel. Du er slået hjem. Giv mig en grøn ost.

Vi kender kommandoerne til hudløshed og er vant til, at spillet foregår en armslængde foran os. Bliv i universet, men forstil dig, at du rejser dig op, træder ind på spillepladen og selv bliver en brik i spillet. Så har du allerede en god fornemmelse af, hvad Experimentarium åbner dørene op til fra d. 2. april i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, Danida, Dansk Røde Kors, Læger uden Grænser, Red Barnet og UNICEF

Hvem gider være Afrika?
"En verden på spil" er et brætspil på størrelse med en tennisbane, hvor du og dine venner vil blive konfronteret med forskellige udfordringer alt efter, hvilke felter I lander på. Spillet forsøger at illustrere, hvad det er for nogle uligheder og urimeligheder, som man vokser op med, blot fordi man er født i en fattig del af verden.

Du kan for eksempel lande på feltet: Din mor er syg. Skaf en læge. I feltet er der gjort plads til det klassiske ringspil, som vi kender det fra haven, med en vigtig undtagelse: Er du fra Danmark skal du stå ved den grønne linje tættest på ringspillet, og er du fra Sierra Leone, skal du stå ved den røde linje, som er meget længere væk. Terningerne bestemmer, om man med sit hold skal være Danmark eller Sierra Leone.

Shit happens
Du kan også lande på feltet: "Shit happens". Her vil en kugle fra et toilet trille ud på en af to baner, som minder meget om den labyrint, som de fleste af os kender fra Brio. På den ene bane, som forestiller en by i Danmark, skal man styre "lorten" ned i ét hul, som svarer til et dansk rensningsanlæg. Den anden bane er en afrikansk landsby, hvor man skal styre kuglen ned i en flod, men på vejen vil der være mange andre huller, hvor bolden også kan ende. Lorten er sværere at komme af med, og der er stor risiko for gensyn.

Du kan også blive bremset på din vej, når du rammer ind i et felt med et spørgsmålstegn: Den normale ordlyd som "Ryk frem til Rådhuspladsen" er erstattet med udtryk som: Borgerkrig. Stå over en omgang, da du bliver tilbageholdt af guerillastyrker.

Spil med "minds on"
Stemningen i spillet er tænkt som i et normalt brætspil: Det skal være besættende, udfordrende og sjovt. Og det skal være både "hands on" og "minds on". Håbet er, at legen, nærværet og den personlige oplevelse, kan åbne spillernes øjne for, at livet i vores verden nærmest er urimeligt let sammenlignet med det udgangspunkt, som fattige mennesker bliver født ind i.

Forskellen mellem spillet og den virkelige verden er, at det i spillet i høj grad er terningerne, der gør udfaldet. Men om man er født i den ene eller den anden del af verden, kan jo også føles som om, at det er bestemt gennem et tilfældighedsprincip.

Inspiration fra Live Aid
Projektleder Henrik Helsgaun fra Experimentarium er spændt på, hvordan spillet vil blive modtaget af publikum.

"Dels fordi, at vi bruger fis og ballade som virkemidler til at fortælle en historie om et meget alvorligt emne. Men det er jo også en verdenspremiere. For den type spil, som vi har kastet os ud i, er aldrig nogensinde blevet lavet før", siger Henrik Helsgaun.

En del af inspirationen til spillet kom, da Henrik Helsgaun i januar på DR2 så, hvordan den legendariske Live Aid sang "Do They Know It´s Christmas" blev til. Han dvælede især ved den sætning, som Bono fra U2 sang:

"Well, tonight, thank God it´s them instead of you"

Henrik Helsgaun forklarer:

"Det er en provokerende sætning, der udfordrer den måde, vi plejer at tale om emnet på. Det har været en stor inspirationskilde i tilblivelsen af vores spil."

Nyt syn på verden
For ti år siden, ville det ifølge Henrik Helsgaun være utænkeligt, at kaste sig ud i spillet:

"Det kan lade sig gøre i dag, fordi vi ved, at hvis man skal trænge igennem med sine budskaber, så skal det ske gennem nærvær og personlige oplevelser. Og det giver vores spillerum mulighed for."

Måske kan spillet give deltagerne et andet syn på verden og inspirere til at udligne de store forskelle, som hersker lande imellem. Eller som Henrik Helsgaun udtrykker det:

"Hvis der blot er ét barn, som prøver vores spil, der går med en embedsmand eller en statsminister i maven, så kan det være, at hans oplevelse her på Experimentarium, vil danne grundlag for en vigtig beslutning senere i livet. Og så vil jeg skam være tilfreds, siger Henrik Helsgaun

FN's 2015 Mål er inden år 2015 at:
- Udrydde fattigdom og sult
- Sikre grundlæggende uddannelse til alle
- Fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder
- Reducere spædbarnsdødeligheden og børnedødeligheden
- Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder
- Standse udbredelsen af HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme der truer menneskeheden inden 2015
- Sikre en miljøvenlig og bæredygtig udvikling
- Opbygge et globalt partnerskab for udvikling

Pressekontakt


Firma

Experimentarium
Trangravsvej 10-12
1436 København K, Danmark

  41 25 91 17

http://www.experimentarium.dk

Modtag nyheder fra Experimentarium på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater