09/12-14
-
Pressemeddelelse
Vintersport midt i København
Har du nogensinde overvejet, hvorfor skiskydning er så ualmindelig svært? Hvorfor fejer man overhovedet i curling? Og hvad er det afgørende for et godt skihop? Svarene findes i Experimentarium Citys interaktive særudstilling Vintersport, som du kan opleve indtil 30. December 2014 på Papirøen.
Gør december lidt mere action-præget med et besøg i Experimentarium Citys særudstilling Vintersport. Den interaktive udstilling tager hele familien med ud i vinterlandskabet og giver masser af iskolde udfordringer. Men skynd dig, udstillingen rejser til Norge i det nye år.
Iskolde udfordringer
Vintersport tager med udgangspunkt i det sanselige fat i både vinter, sne, is, krop og sundhed. Og der er rig mulighed for at træne både kendte og mere ukendte vintersportsdiscipliner. Træn for eksempel piruetter som en ægte skøjteprinsesse, hold balancen på et snowboard og føl hastigheden i bobslæden, som bevæger sig ned af en simuleret bobslædebane.
Ved flere end 25 aktiviteter kan publikum prøve kræfter med helt nye sider af vintersportsgrene og vinteren som fænomen.
Oplev Vintersport i Experimentarium City på Papirøen frem til den 30. december 2014.
Relevant information
Se mere på:
https://www.experimentarium.dk/forsiden/udstillinger/vintersport/