Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
02/10-13   -   Pressemeddelelse

Undersøgelse: Iværksættere møder modstand i banken

I en ny undersøgelsen foretaget blandt danske iværksættere angiver over 60 pct., at de møder en "dårlig" eller "meget dårlig" indstilling hos bankerne, når de søger kapital til deres virksomhed. Over halvdelen af dem, der har forsøgt at skaffe finansiering de senere år, er blevet mødt med et afslag.

Selv om det så småt er begyndt at lysne for dansk økonomi, er bankerne stadig tilbageholdene med at låne penge til nye virksomheder. I en ny undersøgelse foretaget af Dansk Iværksætterforening i samarbejde med messen Iværk&Vækst peger et markant flertal på "finansiering" som den største udfordring ved at være iværksætter i 2013.
Af de 464 virksomheder, som har deltaget i undersøgelsen, har 43 pct. forsøgt at skaffe kapital i løbet af de seneste år. Over halvdelen endte med at få et nej.

"Penge er et af grundstofferne, når man skal starte egen virksomhed, men det er desværre også et grundstof, som der er mangel på. De gode gamle dage, hvor man automatisk fik en kassekredit på 250.000 kr. uden at stille sikkerhed kommer nok ikke tilbage. Kravet til performance er steget, men et væsentligt element i det at være iværksætter er også at kunne tåle modvind og have evnen til at gå op ad bakke i lang tid," forklarer Christian Walther, der er formand i Dansk Iværksætterforening.

Alternativ finansiering vinder frem
De danske iværksættere er mildt sagt ikke imponerede over den behandling, som pengeinstitutterne giver dem. Godt 60 pct. angiver, at bankerne har en "dårlig" eller "meget dårlig" indstilling til iværksættere, der søger finansiering. Men ifølge Christian Walther bliver fremtidsdrømmene ikke automatisk kortsluttet, hvis banken siger nej til at hjælpe med startkapital.

"Banker vil altid stå for en stor del af lån og finansiering til iværksættere, men ikke i samme grad som tidligere, fordi mange har mistet en del af tiltroen til dem. Når bankerne ikke vil hjælpe i opstartsfasen, vil man heller ikke lægge forretning hos dem senere. Vi kommer til at se et nyt finansieringsmarked, som man kender det fra andre lande, hvor man i langt mindre grad bruger banker," fortæller Christian Walther.

Denne udvikling genkender Eva Vedel, der har et mangeårigt kendskab til iværksættermiljøet og via sin virksomhed Expo Viva hvert år arrangerer iværksættermessen Iværk&Vækst.

"Vi oplever en langt større kreativitet blandt iværksætterne, når det handler om at søge kapital. Den traditionelle tur til banken afløses af eller kombineres i stigende grad med såkaldt crowdfunding eller et besøg hos "business angels". Disse nyere finansieringsformer udvider samtidig partnerkredsen, så man har udsigt til at få tilført både friske kompetencer og kapital - eller "intelligente penge", som jeg ynder at kalde det," siger Eva Vedel og nævner i den forbindelse iværksættervirksomheden Be My Eyes, som skabte synlighed via crowdfunding og netop har fået en donation på 1,8 mio kr. fra Velux Fonden.

Iværksætterundersøgelsen 2013 er vedhæftet denne pressemeddelelse og kan frit bruges med følgende kildeangivelse: "Udarbejdet af Dansk Iværksætterforening for Iværk&Vækst."

For yderligere information kontakt
Christian Walther, formand for Dansk Iværksætterforening, telefon 40 74 70 93, mail cwj@vidensbanken.com
Eva Vedel, arrangør af Iværk&Vækst og direktør i Expo Viva, telefon 24 40 13 70, mail eva@ivaerk.dk

Udvalgte tal fra Iværksætterundersøgelsen 2013:

- Antal virksomheder i undersøgelsen: 464
- 43,3 pct. angiver "finansiering" som den største udfordring i 2013
- 43 pct. har forsøgt at fremskaffe kapital de seneste år
- Af dem lykkedes det ikke for 52,4 pct.
- Godt 60 pct. angiver, at bankerne har en "dårlig" eller "meget dårlig" indstilling til iværksættere, der søger finansiering.

Kilde: Dansk Iværksætterforening for Iværk&Vækst.

Relevant information

http://www.ivaerk.dk



Pressekontakt


Firma

Expo Viva ApS
Birkevang 10
3500 Værløse, Danmark

  +45 21 20 75 85
  +45 21 20 75 85

http://www.expoviva.dk

Modtag nyheder fra Expo Viva ApS på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater