18/10-16
-
Pressemeddelelse
Ny bog undersøger verdenshistoriens berømte dødsfald
Jesus blev korsfæstet, Jeanne dArc blev brændt og Tove Ditlevsen tog sit eget liv, men hvordan foregik det, og hvilken betydning fik deres død? I bogen "Berømte dødsfald" graver historiker Maria Helleberg og retsmediciner Jørgen Lange Thomsen ned i verdenshistoriens mest berømte og betydningsfulde dødsfald.
"Vi skal alle dø, men det er fælles for de fleste af personerne i denne bog, at de levede, som om det aldrig skulle ske." Sådan indledes bogen "Berømte dødsfald". I bogen er der historier om dødelige sygdomme, mord, selvmord, forgiftninger og epidemier. Bogen afdækker sandheden om de myter, der i flere århundreder har floreret om nogle af tidens mest berømte dødsfald.
FRA MORDET PÅ JULIUS CÆSAR TIL TOVE DITLEVSENS SELVMORD
Tag med på en rejse til år 30 f.Kr. og det blodige mord på Julius Cæsar og helt frem til Tove Ditlevsens moderne selvmord. Den ene blev dolket i ryggen af sine nærmeste, og den anden valgte at tage sit liv med en overdosis sovetabletter som følge af kunstnerisk udbrændthed og endnu en skilsmisse. Fælles for dem, og alle de andre historiske personer i bogen, er, at deres død er gået over i historien. Men døde de som historien foreskriver, eller er der noget vi ikke ved? Og hvad betød deres død i tiden efter? De spørgsmål stiller Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen. Maria Helleberg svarer med historisk og biografisk viden, mens Jørgen Lange Thomsen anvender sin retsmedicinske erfaring, og reflekterer over de sidste faser af livet og dødsårsagerne.
VI ER OPTAGET AF DØDEN
Døden kan fortælle os en del om verdenshistoriens berømte personer. Vi kan muligvis få afklaring omkring, hvad der ligger bag Henrik 8.s vanvittige handlinger i de sidste tyve år af hans regentskab, eller hvordan sygdom kan forvandles til et image, som det lykkedes for Karen Blixen. "Det kan godt være, vi alle skyder tanken om døden fra os, men alle må vi dø, og i virkeligheden er vi meget optaget af sygdom, forfald og død. Især andres. Ved at spejle os i andre kan vi nærme os emnet." siger de to forfattere. Om det er Club 27, Mozart eller Oscar Wilde, så er de forskellige dødsfald i bogen interessante på hver deres måde. De berømtes død har selvfølgelig haft en stor historisk betydning, men selve dødsårsagen kan også have sat sit aftryk på eftertiden: guillotinen, den sorte død, gift og mæslinger viste, hvor skrøbeligt livet kan være.
24 BERØMTE DØDSFALD
De 24 veldokumenterede, historiske og retsmedicinske kapitler kan læses kronologisk eller i tilfældig rækkefølge. Du kan læse om Alexander den Store, Julius Cæsar, Kleopatra, Jesus, Borgia familien, Marie Antoinette, Moliére, Oscar Wilde, Jim Morrison, Karen Blixen m.fl. Læseren bliver klogere på de forskellige dødsfald, og der dukker garanteret et par overraskelser op iblandt de mytiske dødsfald.
Maria Helleberg er uddannet teaterhistoriker og har skrevet en række bøger om historiske personer, heriblandt "Leonora Christine" (2014), "Rigets Frue" (2000) og "Kærlighedsbarn"; (2003). De er blandt andet blevet oversat til finsk, russisk, tysk og arabisk. Jørgen Lange Thomsen har siden 1972 været retsmediciner, og har også skrevet bogen "Mord i virkeligheden"; (2013). De to forfattere har senest skrevet "Hvad døde de kongelige af?" (2015), som blev en stor succes.
Bogen udkommer i dag.
Relevant information
Hjemmeside
http://fadlforlag.dk/produkt/beroemtedoedsfald/ ‎
Pressekontakt
Lasse Møller Jakobsen
Marketingkoordinator
+45 35 35 62 87
Firma
FADLs Forlag A/S
Amagertorv 29B, 3. sal
1160 København K,
Danmark
35 35 62 87
http://fadlforlag.dk/