31/03-17
-
Pressemeddelelse
Overvind eksamensangsten
Ondt i maven før en eksamen eller frygt for at klappen går ned til fremlæggelsen. Vi kender alle til nervøsitet inden en eksamen, men for mange er nervøsiteten ude af kontrol og kan ødelægge alt det hårde arbejde, som er gået op til den store dag. 'Vejen til en god eksamen' er en ny bog fyldt med øvelser, teknikker og redskaber, som hjælper med at kontrollere de negative tanker inden en eksamen.
Det er individuelt, hvordan vejen til en eksamen snor sig, men for mange unge mennesker er det en bumpet vej med utallige forhindringer. Mette Vang er social- og sundhedsskolevejleder og har stor erfaring med eksamensvejledning, og hun har nu skrevet en bog, som skal gøre vejen til en god eksamen nemmere. "I mit arbejde som underviser og læsevejleder på en social- og sundhedsskole coacher jeg elever med angst for eksamen og mundtlige fremlæggelser, og denne bog, 'Vejen til en god eksamen', bygger på mine erfaringer med eksamensvejledning. Bogen er skrevet til elever, vejledere og undervisere på ungdomsuddannelserne og kan med fordel også bruges på grundskolens ældste klassetrin. Jeg har lagt vægt på at lave en bog, der er let at gå til. Bogen indeholder overskuelige kapitler, der guider læseren trin for trin med teori og øvelser, og teksten er understøttet af illustrationer, heriblandt stribetegneren Kristina Rickens (Live fra Lolland) sjove figurer." Forfatteren er ikke i tvivl om, at denne bog mangler ude på skolerne. Elever med eksamensangst mangler også et sted at starte hele processen, da det er langt fra alle, som søger professionel hjælp med det samme.
DET TAGER TID
At arbejde med eksamensangst er en proces, som tager tid. Det handler om at tage hul på en forandringsproces hos én selv, og man går i gang med at ændre på tanker og adfærd. 'Vejen til en god eksamen' tilbyder meget håndgribelige øvelser og konkrete redskaber, der vil kunne hjælpe mange inden en eksamen. Og hvis det ikke hjælper, og angsten for eksamen er for voldsom og invaliderende, kan det være, at man skal søge professionel hjælp.
SUPERMAN
Bogens hjerte er øvelserne, og vi vil dele en af dem med jer: Superman. Stil dig med begge fødder solidt plantet på gulvet. Der skal være to fødders afstand mellem dine fødder. Sæt hænderne på hofterne, løft din hage, og skyd brystet frem. Hold dit blik fast på et eller andet foran dig. Hold stillingen i to minutter, og mærk efter i din krop.
Lav Superman-øvelsen dagligt, så kropsholdningen med tiden bliver mere naturlig for dig. Du kan også bruge øvelsen, lige før du skal ind til eksamen eller inden du skal lave en fremlæggelse. Find gerne et sted, hvor du kan være uforstyrret, mens du laver øvelsen, fx på toilettet. Øvelsen hjælper på selvsikkerheden inden en eksamen, og det er et redskab, hvormed du kan indtage scenen, hvilket altid virker godt over for censor og eksaminator.
RÅD TIL EKSAMENSFORBEREDELSEN
I 'Vejen til en god eksamen' er der også generelle råd om kost, søvn og planlægning før eksamen. Pas på med mad og drikke med højt indhold af sukker. Sukkeret får dit blodsukker til at stige hurtigt for herefter at forsvinde ud i kroppen. De hurtige udsving i blodsukkerniveauet gør dig træt og uoplagt og kan være med til at aktivere kroppens alarmberedskab og dermed forstærke eksamensangsten. Spis til gengæld grøntsager, frugt, groft brød og andre kornprodukter, så du holder dit blodsukker stabilt. Søvn er også altafgørende. Hjernen arbejder dårligt, når du er træt. Prøv at indføre en regelmæssig dagsrytme i tiden op til eksamen. At læse til eksamen kan ofte vende op og ned på nat og dag, men sørg for at læse om dagen og få hvile om natten.
Bogen udkommer i dag, og den henvender sig særligt til elever, vejledere og undervisere på ungdomsuddannelserne, men kan med fordel også bruges på de ældste klassetrin i grundskolen.
Relevant information
Hjemmeside
http://fadlforlag.dk/produkt/vejen-til-en-god-eksamen/
Pressekontakt
Lasse Møller Jakobsen
Marketingkoordinator
+45 35 35 62 87
Firma
FADLs Forlag A/S
Amagertorv 29B, 3. sal
1160 København K,
Danmark
35 35 62 87
http://fadlforlag.dk/