31/05-18
-
Pressemeddelelse
Elsker, elsker ikke
De fleste kender den varme, sitrende følelse som løber gennem kroppen, når vi uden varsel bliver ramt af én af Amors elskovspile, men kærlighed bliver aldrig nemt at forstå. I bogen ”100 myter om kærlighed og forelskelse” undersøges de mest almindelige myter inden for emnet.
"100 myter om kærlighed og forelskelse" er den syvende tilføjelse til bogserien ”100 myter om...”, men denne udgivelse afviger fra de andre i serien, fordi myterne er mere psykologiske end naturvidenskabelige, og de kan derfor være svære at konkludere som værende sande eller falske. Det er en styrke, mener Jacob Mosgaard, der er forfatteren bag bogen.
I bogen findes myter som: Forelskelse er en form for sindssyge; vi falder ofte for de samme typer; kærlighed overvinder alt og mange flere. Vi vil gerne give en lille smagsprøve på en myte:
DEN, MAN ELSKER, TUGTER MAN
En dreng kan godt slå en pige, mens den underliggende besked kan være ”jeg kan godt lide dig”. Og en ung kvinde kan godt udtrykke vrede over for sin kæreste, på samme tid som hun elsker ham, ja faktisk kan hendes vrede skyldes netop følelsen af et svigt af den kærlighed, som betyder så meget for hende. En del af denne myte bunder i kommunikationsproblemer. Det er jo et paradoks, for at elske og tugte er hinandens modsætninger, skulle man tro. Men paradokser er fuldstændigt almindelige fænomener i menneskelig kommunikation, for de handler om, at vi godt kan kommunikere på forskellige niveauer på samme tid. Så helt kort: ja, man kan elske den man tugter, men kommunikationen kan også misforstås, så pas på.
DEN UBESKRIVELIGE KÆRLIGHED
Alle kender til kærlighed og forelskelse, men begreberne er på mange måder stadig et mysterium, og kunstnere, forskere, filosoffer og psykologer kæmper stadig med at beskrive kærligheden. Forsøgene på at definere denne størrelse stritter i tusind retninger, og derfor findes et utal af sejlivede myter om kærlighed og forelskelse. Forfatter Jacob Mosgaard gør emnet meget mere håndgribeligt ved at tage hånd om de mest almindelige kærlighedsmyter: "Denne bog er lidt anderledes fra de øvrige bøger i serien 100 myter om... Myter er nemlig noget andet i det psykologiske felt end i det naturvidenskabelige. Myter om kærlighed kan ikke på nogen som helst sort/hvid måde bevises eller forkastes. De er komplekse. Selv de mest tåbelige myter kan ende med at blive sande og omvendt,” siger forfatter Jacob Mosgaard.
Kærligheds- og forelskelsesmyter kan ikke bare konkluderes sande eller falske, men myterne kan bidrage med en større nuancering af kærligheden og af os som mennesker. Myterne i bogen handler om forskellige aspekter af kærlighed. Om kærligheden som fænomen, om forelskelse, om ægteskab, om sex. Fra myter om køn til myter om parforhold. Nogle er mere rodfæstede i vores kultur end andre, nogle kan virke så indlysende, at vi ikke opdager deres myte-karakter. Nogle kan uden videre afvises, andre blot nuanceres.
OM FORFATTEREN
Jacob Mosgaard er uddannet psykolog og har i mange år rådgivet par, som forsøger at bane sig vej gennem kærlighedens labyrinter.
INFO
100 MYTER OM KÆRLIGHED OG FORELSKELSE
Af Jacob Mosgaard
Tegninger: Andreas Erstling
Udgivelsesdato: 31/5 - 2018
Pris: 229,95
Sider: 298
Relevant information
Uddrag fra bogen
https://fadlforlag.dk/2018/05/15/uddrag-fra-100-myter-om-kaerlighed-og-forelskelse/
Produktside
https://fadlforlag.dk/produkt/100-myter-om-kaerlighed-og-forelskelse/
Pressekontakt
Lasse Møller Jakobsen
Marketingkoordinator
+45 35 35 62 87
Firma
FADLs Forlag A/S
Amagertorv 29B, 3. sal
1160 København K,
Danmark
35 35 62 87
http://fadlforlag.dk/