13/02-13
-
Pressemeddelelse
Christiania indtager Farum Kulturhus
Fra lørdag den 23.februar til den 28. april 2013 indtager en masse fantastiske, finurlige og festlige christianitter Farum Kulturhus.
Det er Christianias kulturhistorie gennem 40 år, der fortælles af de mange multikunstnere, musikere, malere, skulptører, forfattere, historiefortællere, filmmagere, gøglere og sportsfolk. Det bliver en enestående livsbekræftende og farverig festival, der ikke er set før i Danmark.
Grandios Åbningsceremoni den 23. februar kl. 12
Vær med fra starten til dette overflødighedshorn af livsglæde!
Christiania indtager Farum Kulturhus den 23. februar kl. 12, hvor der bliver budt velkommen af Borgmester Ole Bondo og de to initiativtagere til festivalen, Christianias Stadsarkivar Ole Lykke og Kulturhusleder Zanne Jahn.
Skuespiller og multikunstner Anne Marie Helger ankommer med pomp og pragt og helt ubeskeden anstand, for at holde en festtale, mens der bydes på Christiania-Tapas og lidt at drikke.
Spåmanden Grev Lyhne spår om din fremtid, og der er Lirekassemusik, bålpladser og salgsboder. Deborah Herbert og Jes Harpsøe lader jazzmusikken flyde og swinge med toner, der varmer dybt ind i vintersjælen.
Mens de inviterede graffitimalere udsmykker festivalmuren uden for Kulturhuset, er der fernisering i gallerierne indenfor. Nå ja, og så lander der også lige et Rødt Slot midt i det hele!
Og så er Kulturfestivalen skudt i gang.
Kunst, musik, film, teater, historie og sport
Man vil i løbet af festivalen blandt andre kunne opleve Anne Marie Helger show, Wafandes musikalske ordekvilibrisme, Wanda & Schwanzen Sänger Knaben og ikke mindst årets fodboldkamp mellem Farum Boldklubs seniorer og Christiania Sports Club på Farum Arena.
Christiania udstillingerne
En tur igennem Farums smukke Kulturhus bliver - om muligt - endnu mere seværdigt med fire forskellige, unikke udstillinger; Plakatudstilling, Kunstudstilling af over tyve kunstnere, Portrætudstilling af prisvindende fotograf Charlotte Østervang og den Historiske udstilling bliver en oplysningsvandring gennem Christianias historie, fortalt af Stadsarkivar Ole Lykke. Ole Lykke har gennem 40 år samlet Fristadens historie, og præsenterer nu den første retrospektive udstilling uden for Christiania. Hele Farum Kulturhus bliver besat af Christiania stemningen; biblioteket med forfatteraftener, Grafen med teater- og filmforevisninger, historiefortællere med musik-akkompagnement, madkunst og forrygende shows.
Det er Christianias helt unikke kulturhistorie - fortællingen om Christiania - som Farum Kulturhus har fået en enestående mulighed for at være med til at fortælle, med kunstnerne i front. Så, hvis du aldrig har været på Christiania, får du her en helt enestående chance for at opleve Christianias sjæl og blive underholdt, undervist, overrasket og bespist - og måske finder du ud af, hvorfor den lille beboerstyrede by er blevet verdensberømt og nu er en af Danmarks største turistattraktioner.
Festivalprogrammet kan hentes på www.farumkulturhus.dk
Relevant information
http://www.farumkulturhus.dk