26/08-10
-
Pressemeddelelse
Vibeengskolen bliver Faxe Kommunes bæredygtige fyrtårn
Mandag d. 23. august, afsløredes vinderen af den arkitektkonkurrence, der skal give form til Faxe Kommuens nye folkeskole, Vibeengskolen i Haslev. Det bliver konsortiet Arkitema Architects, som skal gennemføre projektet.
Vibeengskolen bliver Faxe Kommunes mest bæredygtige folkeskole, når den slår dørene op for i alt 500 børn fra 0.-6- klassetrin samt 75 medarbejdere i februar 2013.
Vibeengskolen, der ligger i det grønne område Søndermarken i Haslev, beskrives som en moderne naturskole og er tegnet af arkitektfirmaet Arkitema i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og Cenergia Energy Consultants. Det står klart efter gårsdagens pressemøde i byrådssalen i Rønnede, hvor det vindende hold blev præsenteret for offentligheden.
Fem finalister
I projektkonkurrencens afgørende fase har fem finalister bidraget med idérige og nyskabende forslag. I sidste ende var medlemmerne af konkurrencens bedømmelseskomite dog enige om valget af Arkitema, forklarer Faxes borgmester, Knud Erik Hansen (S), som selv havde plads i komiteen.
"Det var fem meget forskellige bud, men alle var kendetegnet af høj kvalitet. Ved at vende alle aspekter og de krav, vi havde til blandt andet bæredygtige løsninger, blev det efterhånden klart, at her var vinderen. Vi er meget tilfredse med det valg, vi har truffet. Og vi er glade for at kunne sende et signal til borgerne i Faxe Kommune om, at vi tror på udviklingen, og at vi mener det alvorligt, at der er behov for, at vi prioriterer uddannelse," siger Knud Erik Hansen.
Den røde stjerne
Arkitemas bud beskriver Vibeengskolen som en stjerneformet figur med en karakteristisk facade, som kombinerer røde cementfiberplader og træ. Bæredygtige løsninger samt udnyttelsen af den omgivende natur er i fokus i projektet. Og midt i bygningen findes et såkaldt hjerterum, hvor alle aktiviteter - bl.a. idrætshal, værksteder og undervisningslokaler - mødes.
Bedømmelseskomiteens beslutning blev naturligvis modtaget med stor glæde hos det vindende konsortium, som fik besked sent fredag aften i sidste uge.
"Vi ser meget frem til det fortsatte samarbejde med kommunen, som har sammensat et meget visionært program for konkurrencen. Det har også betydet, at vi har skullet hæve vores niveau for at levere det, der kræves af fremtidens skole," fortæller Dorthe Keis fra Arkitema, som selv oprindelig er fra Faxe.
Et fyrtårn for kommunen og folkeskolen
Også den nye skoles leder, Marianne Svane, som kommer fra en tilsvarende stilling på Lysholm Skole, glæder sig over vinderprojektet.
"Jeg mener, at det her projekt må fremkalde misundelse hos alle, der kigger på os udefra. Vibeengskolen er formentlig den eneste skole i landet med bæredygtighed som værdibegreb, og jeg tror, at skolen kan være et fyrtårn for kommunen og for folkeskolevæsenet. Arkitema har skabt en markant bygning med en unik facon, som får inde og ude til at smelte sammen, og som bringer skolen ned i børnehøjde på en rigtig flot måde," siger Marianne Svane.
Over de næste to og et halvt år skal hun sammen med resten af lærergruppen arbejde med de fusionsprocesser, som skal samle lærere og elever fra de tre skoler Svalebækskolen, Grøndalsskolen og Lysholm Skole, som alle forenes i den nye Vibeengskolen.
FAKTA
Vibeengskolen indvies i 2013 og får til huse i Søndermarken ved Vestre Ringvej, med Troelstrup på den ene side og udsigt til Haslev Gymnasium på den anden. Den nye skole vil også rumme en SFO.
Byrådet i Faxe Kommune tog beslutningen om projektet i maj 2009. Projektet støttes af Erhvervs- og Byggestyrelsen, som har givet tilsagn om 1 mio. kr. i tilskud til projektkonkurrencen. I alt 33 konsortier har søgt om at deltage i konkurrencen, før fem blev udvalgt til den afsluttende runde.
Bæredygtighed og hensyn til miljøet er integreret i Vibeengskolen med solfangere og solceller på taget, fokus på ventilation og lysindfald og forslag om en energimåler, som måler skolens samlede energiforbrug.
Relevant information
http://www.faxekommune.dk