28/03-11
-
Pressemeddelelse
Grundlisteudvalget har udpeget personer til grundlisten
Grundlisteudvalget har efter mødet den 21. marts 2011, udpeget de 118 personer Faxe Kommune skal finde til den grundliste, hvorfra der udtages nævninger og domsmænd til Lands- og Byretten.
Via annoncering i de lokale medier og på Faxe Kommunes hjemmeside, blev borgerne opfordret til at indgive ansøgning. Dette først og fremmest fordi at udvalget ønskede en bredest mulig funderet grundliste, således at det ikke udelukkende var de politiske gruppers anbefalinger, der blev tilgodeset.
Formanden for Grundlisteudvalget Martin Hillerup siger: 'Jeg er glad for at vi har modtaget næsten et halvt hundrede ansøgninger fra borgere i Faxe Kommune. Det vidner både om interesse og egentlig også om at man som borger er sit ansvar bevidst - det vil jeg gerne takke for'.
Grundlisteudvalget har modtaget i alt 49 ansøgninger om optagelse på grundlisten, og alle ansøgninger er gennemgået af udvalget.
Personerne på grundlisten er herefter udpeget, dels på baggrund af ansøgningerne og dels efter indstillinger og udpegninger fra de politiske grupper i Byrådet.
Ved udpegningen er der taget hensyn til, at personerne skal repræsentere et alsidigt udsnit af befolkningen i kommunen med hensyn til køn, alder, uddannelse og beskæftigelse m.v.
Alle de 49 ansøgere via annonceringen vil få tilsendt en meddelelse om, hvorvidt de er optaget på grundlisten eller ej.
De der optages på grundlisten er ikke sikre på at blive indkaldt som nævning eller domsmand. Lands- og Byretten udarbejder nævninge- og domsmandslisterne ved lodtrækning blandt personerne på grundlisterne. Og man skal være opmærksom på at Lands- og Byretten ikke giver besked, hvis man ikke bliver udtaget til nævninge- og domsmandslisten.
De 118 personer på grundlisten kommer i betragtning til hvervet i perioden fra den 1. januar 2012 til 31. december 2015.
Relevant information
http://www.faxekommune.dk