03/08-11
-
Pressemeddelelse
Vandrefestival 2011
Søndag den 4. september kl. 11.00 afholdes Faxe Kommunes vandreture i anledningen af Vandrefestival Sjælland 2011. I år har du mulighed for at være med på tre guidede ture på Feddet med start fra Feddet Campings parkeringsplads.
Du kan vælge at gå med på familieruten, som er 4,7 km lang. Vi vil bl.a. besøge Fiskerhuset og Feddet Havn, se havets fugle og fiskene i vandet, høre om djævle og lede efter kugleflint.
Du kan også gå med på den 6,7 km lange rute langs stranden, hvor du vil høre om dyre- og plantelivet på Feddet og få lejlighed til at nyde den smukke natur.
Den sidste rute er på 8,1 km og går forbi fugletårnet helt ude på Feddets sydspids. Her vil du kunne opleve strandengene med de mange forskellige rastende fugle, som er noget helt særligt for Feddet.
Alle uanset kondition og alder kan deltage. Så ta' med ud at gå, og få nogle hyggelige timer i selskab med familie, venner eller andre borgere fra din region. Vi sørger for, at du ikke skal gå tørstig eller lækkersulten derfra, og serverer vand og frisk frugt undervejs.
Relevant information
http://www.faxekommune.dk