24/09-13
-
Pressemeddelelse
Orkanen kåret til Europas 2. bedste, nye rutsjebane i 2013
Fårup Sommerlands nye rutsjebane, Orkanen, er netop blevet kåret til at være Europas 2. bedste nye coaster i år. Dommerpanelet, der har stået bag kåringen, består af en international jury af europæiske eksperter og det tyske magasin Kirmes & Park Revue. Der er, forståeligt nok, jubel i Fårup Sommerland over topplaceringen.
- Det er kæmpestort, og vi er meget stolte over, at vi her i Nordjylland åbenbart har format til at bygge en rutsjebane, der markerer sig blandt de allerbedste i Eruopa. At vi har fået denne pris, sætter en tyk streg under, at vi har ramt plet med Orkanen. Det kan vi i øvrigt også mærke på vores gæster, der er meget glade for den. Ikke færre end 361.000 gæster har prøvet en tur i Orkanen, siden indvielsen den 5. juni. Dommerne har da også lagt vægt på, at Orkanen appellerer til de børnefamilier, den er bygget til, og at selv små børn fra 1,05 meter kan komme med. Vi er også blevet belønnet for, at selve turen er fantastisk sjov, at flowet i banen er blødt og easy-going, samt at der er masser af wow-effekt i dekoration og omgivelser. Den anerkendelse vi har fået med prisen, er også et klart cadeau til både Fårups egne og de mange lokale håndværkere, der har hjulpet med at bygge Orkanen, og til leverandøren Vekoma, siger Fårup Sommerlands direktør, Søren Kragelund. Han er netop hjemvendt fra IAAPA's Euro Attraction Show (EAS) i Frankrig, hvor prisen er blevet overrakt.
Vi er med helt fremme
Prisoverrækkelsen og kåringen af Europas bedste, nye rutsjebaner er en europæisk pendent til den store internationalt anerkendte pris, som det amerikanske magasin "Amusement Today" uddeler hvert år til forlystelsesparker i hele verden. Fårup Sommerland har også modtaget denne pris, da parken blev kåret til verdens 3. bedste familiepark i 2010, 2011 og 2012.
- Men det er første gang, at én af Fårups forlystelser i sig selv bliver fremhævet og kåret på denne måde, så det er meget specielt. Det beviser, at vi kan være med helt fremme - også på design, teknologi og teknik. Vi ved, at vi var oppe imod de helt store i konkurrencen om at komme i top tre over Europas bedste rutsjebaner. Vi blev slået på målstregen af en ny stor rutsjebane i forlystelsesparken Tripsdrill i Sydtyskland, slutter Søren Kragelund.
Fakta:
Orkanen har kostet 40 millioner kroner og er den dyreste rutsjebane i Fårup Sommerland.
Orkanen er 453 meter lang, kører både over og under vandet, har et fald på 20 meter og hastigheden er 75 km/t med en g-påvirkning på 3,5G. Den har en kapacitet på 670 personer i timen.
361.000 gæster har indtil nu prøvet Orkanen.
Fårup Sommerland er i 2011 og 2012 kåret som Nordens Bedste Sommerland
Servicen i Fårup Sommerland blev i 2010, 2011 og 2012 kåret til verdens 3. bedste af den internationale organisation for forlystelsesparker, IAAPA.
Fårup Sommerland blev I 2010 kåret til verdens 3. bedste familiepark af det internationalt anerkendte magasin Amusement Today.
I 2011 blev Fårup Sommerland kåret som den bedste arbejdsplads for unge i hele Nordjylland af LO's Jobpatrulje.
Relevant information
http://www.fårup.dk