26/01-11
-
Pressemeddelelse
The Document Foundation præsenterer: LibreOffice
I September sidste år offentliggjorde The Document Foundation planerne om at frigive en ny fællesskabsbaseret udgave af OpenOffice.org: LibreOffice.
Det er en stor fornøjelse at vi nu kan præsentere den første produktionsmodne version.
LibreOffice er en komplet kontorpakke med tekstbehandling, regneark, formelredigering, præsentatiner og tegning til Windows, Macintosh og Linux. Programmet er open source og helt fri af bindinger til enkelte deltagere. Programmet kan hentes gratis fra denne adresse: http://da.libreoffice.org/om-libreoffice/hent-libreoffice/ .
Blandt de vigtigste nyheder er:
- Mulighed for at gemme i Microsoftformaterne .docx, .xlsx og .pptx.
- Understøttelse af SVG (Scalable Vector Graphics)
- Understøttelse af VBA makroer
- En samlet fil med alle sprog
- Regneark kan håndtere op til 1.048.576 (1M) rækker imod tidligere 65.536
Du kan læse om de nye features på denne side: http://da.libreoffice.org/hent-libreoffice/features/ .
LibreOffice's naturlige filformat er det standardiserede ODF (Open Document Format), men LibreOffice kan også åbne og gemme f.eks. Microsoft Word, PowerPoint og Excel-filer, så du får den bedste kompatibilitet med andre produkter. Du får gratis støtte og dokumentation af høj kvalitet fra vores store, dedikerede fællesskab af brugere, bidragydere og udviklere. LibreOffice kan også eksportere til PDF, så du kan få adgang til dine filer på enhver computer.
Fremtiden for LibreOffice
På bare fire måneder er det lykkedes at etablere et nyt fællesskab samt udvikle og klargøre den første version af LibreOffice. Dette har kun været muligt med hjælp fra hundredevis af programmører, som har hjulpet til undervejs. Men der er også mange andre: oversættere, testere, grafikere og tekstforfattere. Alle der har været med til at bidrage til LibreOffice og The Document Foundation har del i æren.
Fremadrettet forventer vi at småfejl bliver rettet meget hurtigere end vi tidligere har set. I øvrigt forventer vi en noget hyppigere udgivelsesfrekvens. Dels fordi der er mange frivillige bidragsydere som kan bruge fejlrettelser til at komme ind i projektet. De erfarne udviklerne har lavet en slags 'børnehave' for uerfarne, som kaldes 'easy hacks'. Det er en liste over småting rundt omkring i koden som skal rettes ved lejlighed og som en nybegynder kan gøre lige så godt som en erfaren. Nybegynderen får så samtidig indblik i koden og i hvordan det hele hænger sammen.
Vi har allerede påbegyndt flere længerevarende projekter:
1. Gamle (glemte) issues. Altså fejl/forslag som har ligget i årevis. Et eksempel er at der i 3.3 er en funktion til hurtigt at oprette en god sidenummerering (paginering). F.eks. at forsiden ikke skal være nummereret, at kolofonen skal nummereres med små romertal (i, ii,...) og at brødteksten skal være med arabertal startende med side 1. Det har tidligere været meget omstændigt.
2. Generel refactoring som starter med regneark. Det betyder ikke en komplet genprogrammering, men en nøje gennemgang af arkitekturen, oprydning i koden og generel kvalitetssikring.
3. Brugeroplevelse. Det handler dels om GUI'en som gøres mere moderne og konsistent, men også om at implementere nogle bedre standardværdier. Det er allerede delvist gjort i diagrammer i regneark, hvor diagrammerne ser meget flottere ud.
Om The Document Foundation
The Document Foundation er en uafhængig og selvregulerende meritokratisk organisation, oprettet af ledende medlemmer af Fællesskabet bag OpenOffice.org. Organisationen fortsætter med at bygge videre på fundamentet fra ti års engageret indsats i OpenOffice.org. Den er stiftet i den ånd at kulturen der skabes omkring en uafhængig organisation får det bedste frem hos bidragsyderne som dermed leverer den bedste software til brugerne.
Det er frit for ehhver der deler vores kerneværdier at bidrage til organisationens arbejde.
The Document Foundation byder også professionel deltagelse velkommen, f.eks. i form af sponsor for enkeltprojekter eller som direkte deltagelse på lige fod med andre bidragsydere.
Læs mere om The Document Foundation her: http://www.documentfoundation.org/
Relevant information
http://da.libreoffice.org