14/06-11
-
Pressemeddelelse
Leonora Christina er vendt sikkert hjem til Rønne
Bornholms nye hurtigfærge, Leonora Christina, er her til morgen ankommet sikkert til hjemhavnen Rønne efter sin 20.000-kilometer lange rejse fra australske Perth. Hun blev taget godt imod af op mod 1.000 lokale på havnen, og forude venter et stramt program med prøvesejladser og havneanløb, inden hun indsættes i drift den 22. juni.
Her til morgen klokken 08.30 ankom Bornholms nye kæmpekatamaran, Leonora Christina, sikkert til havnen i Rønne, hvor op mod 1.000 lokale var mødt frem for at byde øens nye skønhed velkommen. Det blev en drømmeindsejling, hvor kæmpekatamaranen lå sikkert ved kajen ti minutter senere, allerede 08.40.
Leonora Christina har på sin rejse fra det australske skibsværft Austal i Perth og hjem til Østersøens farvande tilbagelagt mere end 20.000 kilometer. Hurtigfærgens fire dieselmotorer er således blevet grundigt testet på blandt andet Det Indiske Ocean, Suez-kanalen, Gibraltar Strædet og Kielerkanalen.
John Steen-Mikkelsen, administrerende direktør i Færgen, tog imod på kajen, da Leonora Christina ankom til Rønne i morges og er tydeligvis meget tilfreds med rederiets nyeste skud på færgestammen: "Leonora Christina har overstået sin lange rejse i fin form og har vist, at hun er særdeles sødygtig. Hun er større end Villum Clausen og derfor betydeligt mere stabil i søen - ikke mindst i hårdt vejr. Det bliver utroligt spændende at få Leonora Christina i drift den 22. juni, så vores gæster også kan få glæde af hende".
Inden driftindsættelsen venter der Leonora Christina et stramt program med installation af blandt andet IT- og cateringudstyr, prøvesejladser, anløb af havn og lejer, afprøvning af sikkerhedssystemer og meget mere, så hun er helt klar til at tage imod de første gæster den 22. juni.
Den nye hurtigfærge øger kapaciteten i højsæsonen med 50 procent, hvorfor langt flere gæster kan komme med på de eftertragtede weekendafgange. Leonora Christina er 113 meter lang, 26 meter bred og kan medtage 1.400 passagerer og 356 biler pr. overfart. Overfartstiden mellem Rønne og Ystad bliver 1 time og 20 minutter.
Læs mere om Færgen og Leonora Christina på www.faergen.dk.
For yderligere information kontakt Færgens kommunikationsmedarbejder Annette Timmermann på telefon 56 20 24 01 eller mail ant@faergen.dk
For pressebilleder, pressetekster eller ved andre spørgsmål kontakt Allan Sørensen på Færgens PR-bureau, EHRENBERG Kommunikation, på telefon 51 888 270 eller a.sorensen@ehrenberg-kommunikation.com.
Relevant information
http://www.faergen.dk/