31/08-11
-
Pressemeddelelse
Doner din DHL madkasse til fødevareBanken
Hvad: fødevareBanken videredistribuerer overskudsmadkasser fra DHL
Dato: 1. september 2011
Tid: kl. 19.00
Sted: DHL pladsen, Fælledparken, Østerbro
Deltagere i DHL løbet modtager hver en madkasse. Men mange af disse madkasser bliver ikke spist og ender i stedet i skraldespanden - som fødevarespild. Her er fødevareBanken på pletten, når de hele ugen tager imod madkasser, der er i overskud fra de deltagende virksomheder. Hvis en virksomhed har lyst til at gøre noget godt for byens socialt udsatte og donere deres overskudsmadkasser, kan de let få fat på fødevareBankens kølebil. De skal blot ringe på tlf. 2480863 og aftale nærmere, så kommer kølebilen og henter madkasserne.
Miljøministeriet donerer madkasser
Flere virksomheder har allerede valgt at donere deres overskudsmadkasser til fødevareBanken bl.a. PFA Pension og Zahles gymnasium. Ikke mindst har Miljøministeriet valgt at støtte op om projektet på fantastisk vis, ved at donere hele 400 af deres madpakker til fødevareBanken. Det sker, når kølebilen møder op på DHL pladsen torsdag d. 1 kl. 19.00. Her tager fødevarebanken gladeligt imod alle de gode madkasser der er i overskud. Så hvis din virksomhed deltager i DHL og i får madkasser i overskud, vil fødevareBanken hellere end gerne sørge for at afhente dem og få dem distribueret ud til byens socialt udsatte.
DHL og fødselsdag
I fødevareBankens kun to årige levetid har 102 frivillige reddet hele 302 tons friske fødevarer og videredistribueret dem til 54 af Københavns modtagende brugerorganisationer for socialt udsatte borgere. Det fejrer vi torsdag d. 1 september fra kl. 12 - 15 på Onkel Dannys Plads, Vesterbro. Så mød os på DHL pladsen, eller kom og vær med til at fejre vores fødselsdag. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og deltage i festlighederne. Der vil være lidt godt til ganen, jazz til øregangene og rig mulighed for at møde repræsentanter fra fødevareBanken og de modtagende organisationer.
Fakta om fødevareBanken
fødevareBanken er grundlagt som en frivillig forening af Thomas Fremming, som i dag er fødevareBankens daglige leder og eneste lønnede medarbejder. Resten af fødevareBankens arbejdskraft består af et team på p.t. 70 frivillige. Hver eneste uge leverer fødevareBanken friske fødevarer til 36 faste lokale hjælpeorganisationer for socialt udsatte børn og voksne i hovedstadsregionen, heriblandt krisecentre, botilbud for hjemløse og socialt udsatte, herberg, væresteder, varmestuer for hjemløse, psykisk syge og misbrugere, lektiecafeer og madklubber for socialt udsatte børnefamilier. Det betyder, at vi hver dag leverer friske fødevarer, som i gennemsnit kommer 2.200 mennesker til gode.
Kontakt: Thomas Fremming, træffes på tlf. 31 21 00 29
Ulla Jørholt, træffes på tlf. 40 87 59 58
Relevant information
http://foedevarebanken.dk