16/12-11
-
Pressemeddelelse
fødevareBanken deler igen ekstra meget overskudsmad ud lillejuleaften
Tre ton mad, der ellers ville være blevet smidt ud over julen, bliver uddelt til fattige københavnere lillejuleaften
Den frivillige humanitære organisation fødevareBanken vil lade de svageste borgere i København få glæde af al den mad, som resten af danskerne ikke tager med sig ud fra supermarkedet til jul - mad, der ellers ville gå til grunde de følgende dage, hvor mange supermarkeder holder lukket.
23. december vil syv biler og ca. 25 frivillige køre overskuds-julemad fra Inco, Nemlig og Metro ud til brugere på en lang række herberger, krisecentre, væresteder med mere. I alt omkring 40 steder i Købehavns-området vil få besøg af fødevareBanken - både gamle kendinge som Reden og Mariatjenesten på Vesterbro, og mere ukendte som Café Rose i Sydhavnen. De frivillige regner med at være i sving fra kl. 8 om morgenen til langt ud på aftenen.
- Vi føler os som gadens julemænd og julen skal også fejres med en stor ekstra maduddeling den 23. december. Så nu kan de danske fattige få sig et godt måltid juleaften, siger Birte Bondo, en af fødevareBankens frivillige.
fødevareBanken leverer også overskudsmad til fattige danskere til daglig - seks dage om ugen hele året rundt - og giver dermed et stort løft til økonomien hos den svageste del af befolkningen. Men på grund af butikkernes julelukning er der lillejuleaften altså mere at hente end sædvanligt.
- Sidste år leverede vi et ton overskudsmad den 23. december - fire gange så meget som til daglig. I år regner vi med at kunne nå op på tre ton, fordi vi har fået flere steder at hente fra, siger Thomas Fremming, direktør i fødevareBanken.
Udover den særlige jule-rundtur har fødevareBanken også leveret fire tons diverse langtidsholdbare varer til Børnenes Kontors julepakker.
I Danmark smider vi hvert år 400.000 tons fødevarer ud, samtidig med at mange fattige danskere ikke har plads i budgettet til en tilstrækkelig sund og nærende kost.
fødevareBanken er en frivillig forening, der med base i Københavns Nordvest-kvarter modtager og uddeler overskudsfødevarer fra fødevareproducenter, supermarkeder og mange andre til samfundets svageste borgere - heriblandt børn, kriseramte kvinder, hjemløse, stofmisbrugere og psykisk syge. Godt 70 frivillige har de sidste to et halvt år uddelt 350 tons mad til en værdi af over 16 millioner kroner - alt lige fra 2,4 tons frosset fisk og 38 paller cocktailpølser til 2 ton perbernødder og 65.000 smoothies. Det svarer til 883.000 gratis måltider.
Kontakt fødevareBankens direktør Thomas Fremming, tlf. 31210029, for yderligere oplysninger.
Relevant information
http://www.foedevarebanken.dk/