12/05-03
-
Pressemeddelelse
FDIH: Mikrobetaling i det offentlige er en god forretning - nu skal den bare skubbes i gang
FDIH har med stor interesse fulgt Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings arbejde med at kortlægge mulighederne for at anvende mikrobetaling som led i effektivisering af den offentlige sektor. Vi var måske lidt skeptiske i starten, men med det potentiale som rapporten angiver kan den offentlige sektor være det der trækker mikrobetaling i gang for alvor - indleder Gert Birnbacher formand for FDIH.
Det er ikke nogen hemmelighed, at udbredelsen af mikrobetaling herhjemme går noget trægt. Det er endnu ikke lykkedes for fx indholdsudbyderne at vænne folk til at der skal betales for indhold. På mediesiden har vi heller ikke set den dynamiske udvikling af tjenester som musik og video "on-demand" som kunne retfærdiggøre at brugerne skulle anskaffe sig en internetpung - siger Gert Birnbacher.
Derfor er det glædeligt, at man nu påviser hvorledes man fremover kan bruge mikrobetaling til at betale for en lang række offentlige ydelser som jo rent faktisk er der og som brugerne gerne vil have fat i. Et godt eksempel er fiskekortet som fremover muligvis kan erhverves digitalt. Det tilbud er der hundredetusinde danskere der kunne overveje. Det er meget smartere end den måde tingene foregår på i dag, hvor man skal på posthuset eller til en campingplads for at få et kort. Og det offentlige vil udover at levere en bedre service kunne spare en 20 krone, hver gang brugerne betaler digitalt. Det kan man da kalde en win-win situation - tilføjer Gert Birnbacher.
Det springende punkt bliver nu at få fulgt op på mulighederne. Ministeren bør interessere sig for, at der bliver opstillet konkrete mål, og at man hjælper de enkelte enheder med at komme i gang. Man kunne jo overveje at stille risikovillig kapital og viden til rådighed for de instanser som står lidt nølende overfor den digitale udvikling. Jeg er ikke sikker på, at formaninger og rapporter i det lange løb er nok til at sikre, at de offentlige myndigheder går i gang med den nødvendige omstilling - afslutter Gert Birnbacher.
På torsdag den 14.5.03 holder FDIH en høring om emnet hvor offentlige og private interessenter er repræsenteret for at diskutere rapporten og hvad der skal komme ud af det.
Relevant information
http://www.fdih.net/neobuilder.php?id=2003042
Firma
FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel
Børsen
1217 København K,
Danmark
77 25 56 01
20 96 56 67
http://www.fdih.net
Modtag nyheder fra FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel på mail
Tilmeld dig her