12/01-09
-
Pressemeddelelse
Internethandel fortsatte fremgang i 2008
Internethandel i Danmark steg med 20 procent i 2008 i forhold til året før, og trods den økonomiske situation blev der sat ny rekord med flere end 10 millioner kortbetalinger i årets sidste kvartal, viser de seneste tal fra PBS.
"Internethandlen står stærkt i en tid, hvor kunderne tænker sig om en ekstra gang, inden de bruger penge. Søgemulighederne gør det nemt at finde det helt rigtige produkt, og den lette adgang til prissammenligning sikrer, at kunden ikke betaler for meget for varerne," konstaterer direktør Morten Kamper fra FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel.
"Selvfølgelig kan netbutikkerne mærke finanskrisen, og vi er klar over, at nogle af butikkerne ligesom dele af detailhandlen går en svær tid i møde. Med danskerne som nogle af de flittigste til nethandel i Europa og høj professionalisme hos netbutikkerne tror vi i FDIH på fortsat vækst i 2009," siger Morten Kamper.
Også fremgang i julehandel
I sidste kvartal i 2008 blev der foretaget 10.408.153 betalinger på internettet med Dankort eller et internationalt betalingskort, og det er det største antal betalinger i ét kvartal. I 2008 blev det sammenlagt til knapt 40 millioner kortbetalinger - helt præcist 39.474.146 betalinger - og det er en stigning på knap 20 % i forhold til sidste år.
Dermed bekræfter PBS' tal den oplevelse, som FDIHs medlemmer selv havde af julehandlen, da de blev spurgt umiddelbart efter juleaften. De fleste havde haft en stigning i handlen, men der var blevet købt for lidt mindre pr. gang.
På Dankort blev der i 2008 gennemsnitligt købt for 538 kr. pr. internethandel. Det giver en samlet årsomsætning for Dankort brugt på internettet på knap 18 mia. kr.
I 2007 kom internetomsætningen på Dankort op på 15,4 mia. kr. Forrige år købte danskerne for lidt mere ad gangen, nemlig i gennemsnit 544 kr. pr. internethandel.
"I FDIH er vi glade for tallene, der giver grund til optimisme, selv om den nuværende situation også vil skærpe kravene til netbutikkerne. Vi sætter selv fokus på det gode købmandskab i nethandel og dem, der gør det godt, når vi den 2. april uddeler E-HANDELSPRISEN '09 til Danmarks bedste e-handelsvirksomheder, fortæller direktør Morten Kamper.
Relevant information
http://www.fdih.net
Firma
FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel
Børsen
1217 København K,
Danmark
77 25 56 01
20 96 56 67
http://www.fdih.net
Modtag nyheder fra FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel på mail
Tilmeld dig her