11/01-10
-
Pressemeddelelse
FDIM sætter ind mod domænesnylteri
FDIM giver nu sine medlemmer mulighed for at få overvåget deres domæne og på den måde sikre sig mod domænesnylteri. Medlemmerne får mulighed for at få overvåget deres domæner og på den måde sørge for, at det bliver opdaget, hvis andre køber domænenavne, der næsten er magen til deres egne blot med en tryk- eller stavefejl. Det såkaldte typosquatfænomen.
FDIM har indgået en aftale med firmaet Stop-TPS, der har udviklet en metode, der både omfatter automatisk overvågning af domæner og den procedure, der er nødvendig for at få suspenderet det pågældende domæne hos DK-Hostmaster.
Det en typosquatter typisk gør, er at købe et domæne, der ligner det originale domæne - eksempelvis jobidex.dk i stedet for jobindex.dk. Når en bruger rammer "stavefejlsdomænet" kommer man typisk ind på en hjemmeside, hvor der blandt andet er et link der dirigerer en videre til den rigtige side, men når brugeren klikker på linket fungerer det typisk som et Googlelink, hvilket betyder, at indehaveren af det rigtige site skal betale penge til Google, penge som delvist bliver videresendt til indehaveren af det falske domæne.
Der er virksomheder som lever af at købe "stavefejlsdomæner" og videreformidle trafikken til det rigtige domæne. Det er svært at stoppe, men den bedste måde man kan komme det til livs på, er ved at få DK-Hostmaster til at suspendere de pågældende domæner, hver gang der popper et nyt op.
"Vi kender ikke omfanget at typosquatting, men vi har valgt at indgå aftalen med Stop-TPS, og dermed give FDIMs medlemmer mulighed for at få en løsning, som kan bekæmpe problemet løbende. Stop-TPS' metode er god til at fange "stavefejlsdomænerne", og dermed har netmedierne nu mulighed for at lægge den opgave ud af huset frem for selv at bruge ressourcer på det," siger Peter Djurup, projektchef i FDIM.
Stop-TPS ser frem til at hjælpe FDIMs medlemmer.
"Vi har brugt lang tid på at udvikle metoden, og er naturligvis stolte over, at FDIM har valgt os som samarbejdspartner på området. Aftalen med FDIM vil ikke alene give os et betydeligt volumen - den vil frem for alt gøre noget effektivt ved domænesnylteriet. Den eneste effektive måde at få stoppet snylterne på, er ved hele tiden at ånde dem i nakken og gøre det ikke bare besværligt, men også dyrt at vedligeholde deres domæneportefølje. Det er det vi kan - og det er det vi nu vil gøre for FDIM's medlemmer," siger Lars Gosvig fra Stop-TPS.
Aftalen med Stop-TPS løber i første omgang et år og derefter bliver aftalen taget op til ny vurdering. Aftalen betyder, at man som FDIM-medlem kan abonnere på Stop-TPS' service for en fast pris. Det enkelte medlem indgår aftalen direkte med Stop-TPS.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Peter Djurup, projektchef i FDIM, mobil 27 83 46 03
Lars Gosvig, direktør for Stop-TPS, mobil 25 37 87 57
Relevant information
http://www.fdim.dk