18/08-10
-
Pressemeddelelse
Spar mange penge på klassiker-import
Vil du importere en klassisk bil fra USA, kan du spare rigtig mange penge i told og moms ved at indføre den via Holland, skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.
Selvom reglerne for import af klassiske biler fra lande uden for EU blev strammet sidste år, kan du stadig slippe med at betale blot seks procent i indførselsafgift, hvis du tager bilen hjem via Holland. Det skriver MotorClassic, FDMs store magasin om klassiske biler.
Siden november 2009 er klassiske biler fra ikke-EU-lande blevet pålagt 10 procent i told plus 25 procent moms ved import direkte til Danmark; tidligere var de toldfri og blev kun pålagt fem procent moms. "Men hollænderne anerkender stadig, at klassiske biler er samlerobjekter. Derfor er de toldfri og slipper billigt i moms, hvis de er originale og mindst 30 år gamle", siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.
Som borger i et EU-land bestemmer du selv, hvor din klassiske bil skal indføres og toldbehandles, og der er mange penge at spare: "Har bilen stået dig i 100.000 kr., når den passerer grænsen til EU, slipper du i Holland med 6.000 kr. i moms, mens du i Danmark skal af med 37.500 kr. i told og moms", fortæller Bo Christian Koch. Han understreger dog, at man selv skal hyre en advokat og føre sagen i udlandet, hvis der opstår problemer.
Blandt meget andet fortæller det nye nummer af MotorClassic også historien om en af bilhistoriens største legender - Mercedes-Benz 300 SL. Og i den anden ende af spektret berettes om en tidligere storsælger, der i dag er næsten forsvundet, nemlig Morris Marina. Desuden er der reportager fra sommerens klassiske gadeløb i København og Århus.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her