Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/08-10   -   Pressemeddelelse

Større forbrugertryghed med ny privatleasingkontrakt

En ny leasingkontrakt som brancheorganisationen Finans og Leasing har udarbejdet sammen med FDM gør det tryggere at privatlease bilen.

Finans og Leasing og FDM er nået til enighed om en fælles standardkontrakt for billeasing til private. Kontrakten indebærer bl.a., at det skal være en uvildig, der gennemgår bilen for skader ved tilbageleveringen, og giver forbrugeren garantilignende vilkår i hele leasing­perioden. Med standardkontrakten har forbrugeren sikkerhed for, at aftalen er rimelig og dækker de forskellige spørgsmål, som kan opstå.

"I takt med at privat billeasing vinder større og større udbredelse, er det naturligt at sikre forbrugernes tillid til 'produktet' ved i samarbejde med FDM at udforme en standardaftale, som er rimelig og afbalanceret i forhold til forbrugerens interesser. I stedet for en minutiøs gennemgang af den konkrete aftale kan forbrugeren nu koncentrere sine kræfter om relevante individuelle forhold såsom det årlige kørselsbehov, biltype, udstyrsniveau, pris etc.," siger Christian Brandt, direktør for Finans og Leasing.

Det fremgår af kontrakten, at leasinggiveren som minimum skal sørge for at servicere bilen, som det fremgår af servicebogen. Endelig bygger kontrakten på en fast pris i hele aftalens løbetid, dvs. at leasinggiveren ikke pludselig kan hæve prisen.

"Leasingmarkedet har tidligere været præget af leasingkontrakter med uigennemskuelige vilkår, så det er et stort skridt for forbrugersikkerheden, at der er lavet en standardkontrakt. Det har været væsentligt for os, at det er en uvildig, der gennemgår bilen, når den skal tilbageleveres, så leasinggiveren ikke bare kan sende en kæmpe regning til forbrugeren. Og så er det en klar fordel ved kontrakten, at leasingudbyderen forpligter sig til at yde en treårig garanti på bilen, der svarer til en fabriksgaranti på tre år," siger Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM.

Det er frivilligt, om leasingselskaberne tilknyttet Finans og Leasing anvender den nye standardkontrakt, men ønsker forbrugerne en god sikkerhed, bør de vælge at indgå aftaler med leasinggivere, der bruger kontrakten. På Finans og Leasings hjemmeside (www.finansogleasing.dk) kan man se, hvilke udbydere, der bruger kontrakten.

Den nye leasingkontrakt kan anvendes fra 1. september 2010.

Fakta om FDMs og Finans og Leasings standard leasingkontrakt

· Prisen for hele leasingperioden fremgår af leasingkontrakten og kan ikke ændres, når forbrugeren har fået leveret bilen.

· Det fremgår af kontrakten, at leasingudbyderen er forpligtet til at servicere bilen i henhold til servicebogen.

· Der kan kun laves særlige tillæg til kontrakten i forhold til servicevilkår og beskrivelse af slid.

· Der er fleksible vilkår for lejlighedsvis udlån af bilen til familie og venner.

· Den ekstraordinære førstegangsydelse tilbagebetales forholdsmæssigt i tilfælde af totalskade eller bortkomst i bilens 1. leveår.

· Leaser forbrugeren bilen i tre år, bliver bilen garantidækket, som var der tre års fabriksgaranti på bilen. Også selv om fabrikken kun tilbyder to års fabriksgaranti.

· Ved tilbagelevering af bilen, skal bilen gennemgås for skader af en uvillig tredjepart fx på FDMs testcentre. Leasingtager opfordres til at være til stede under gennemgangen.

· Kontrakten kan anvendes af leasingselskaber, der er medlemmer af Finans og Leasing, fra og med 1. september 2010.

· Kontrakten kan opsiges med en måneds varsel efter det første år.

Relevant information

http://www.fdm.dk


Pressekontakt


Firma

FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  +45 45 27 09 67
  +45 45 27 09 67

http://www.fdm.dk

Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater