Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/02-11   -   Pressemeddelelse

Første sikkerhedsstjerner til el-biler

Det europæiske crashtest-samarbejde Euro NCAP har uddelt de første sikkerhedsstjerner til tre elbiler. Bilerne består testen, men får ikke topkarakter. Kun én bil dumper af de otte testede biler.

Testsamarbejdet Euro NCAP, som FDM deltager i, har atter afprøvet kollisionssikkerheden ved en række nye biler. For første gang indgår der også elbiler i testen, og de klarer sig hæderligt.

"Elbilerne Mitsubishi i-MiEv, Peugeot Ion og Citroën C-Zero har sammen konstruktion og opnår fire stjerner. Det er ingen rigtig katastrofe, men heller ikke godt nok. En forklaring kan være, at bilen grundlæggende er fem år gammel, så det bliver spændende at se, når en af de nyere elbiler bliver testet senere på året", siger FDMs repræsentant i Euro NCAPsamarbejdet, Søren W. Rasmussen. Dårligst i testen er SUV'eren Dacia Duster fra Renault-koncernen."Bilen får sølle tre stjerner, men heldigvis sælges den ikke i Danmark. Sikkerhedsmæssigt bør man ikke købe en ny bil, der ikke opnår mindst fire stjerner i testen", siger Søren W. Rasmussen.

De øvrige testede biler, BMW X1, Hyundai ix20, Mitsubishi ASX og Nissan Juke, opnår alle fem stjerner. Et femstjernet resultat, der automatisk giver et fradrag i registreringsafgiften. Hvis de tre testede elbiler havde været underlagt registreringsafgift, havde det firestjernede resultat ikke været nok til at få et sikkerhedsfradrag i registeringsafgiften.

Se flere crashtestresultater og videoer på http://www.fdm.dk/crashtest

BMW X1: 5 stjerner
Grundlæggende klarer den lille X1 sig glimrende, men særligt på to områder må BMW gøre det bedre: Dels skal styrken ved sidekollision mod en pæl gøres bedre, dels skal hovedstøtternes evne til at beskytte mod piskesmældsskader forbedres. BMW har løst begge opgaver i de større biler, så de ved godt, hvad der skal til. Den aktive sikkerhed er godkendt, idet bilen er standardudstyret med ESC, men både fartbegrænser og selealarm ved bagsædet mangler.
FDMs konklusion: BMW X1 er på den sikre side af de fem stjerner, men der er stadig plads til forbedringer.

Dacia Duster: 3 stjerner
Heldigvis er Dacia Duster ikke i Danmark. Bilens sikkerhedsmæssige niveau er for ringe set med nutidens briller, og det faktum at bilen sælges uden antiudskridningssystemet ESC er intet mindre end en skandale for en bil i denne kategori. Sikkerheden er rimelig for dem der er inde i bilen, mens fodgængere er mere end dårligt stillet, hvis de rammes af en Duster.
Den aktive sikkerhed er på ingen måde godkendt, idet bilen først og fremmest savner ESC, men også fartbegrænser og selealarm ved bagsædet mangler.
FDMs konklusion: Dacia Duster er en billig bil på godt og ondt. Sikkerhedsniveauet er under det acceptable niveau.

Hyundai ix20: 5 stjerner
Hyundai ix20 forblev stabil under testen. Beskyttelsen af førerens bryst er ikke imponerende, og der er derfor stadig plads til forbedringer, og særligt tændingslåsen og ratsøjlen kan stadig medføre risiko for skader. Fremragende beskyttelse ved sidekollisionen, mens pæletesten kastede noget højere belastninger af sig.
Den aktive sikkerhed er godkendt, idet bilen er standardudstyret med ESC og to selehuskere, mens fartbegrænser mangler.
FDMs konklusion: Hyundai ix20 er tvillingebil til Kia Venga og opnår derfor samme høje karakter.

Mitsubishi ASX: 5 stjerner
Normalt er en høj bil god til at tage imod ved sidekollisionen, men det gælder ikke i dette tilfælde, hvor belastningen af overkroppen er noget høj ved pæletesten. Også testen af hovedstøtten skuffer, idet resultatet her kun blev middel. Den almindelige sidekollisionstest klarer ASX meget flot.
Den aktive sikkerhed er godkendt, idet bilen er standardudstyret med ESC og to selehuskere, mens fartbegrænser og selealarm ved bagsædet mangler.
FDMs konklusion: Mitsubishi ASX opnår fem stjerner, men den høje bil imponerer alligevel ikke.

Nissan Juke: 5 stjerner
Nissan Juke er en noget høj bil, og det giver alvorlige problemer i testen af fodgængerbeskyttelsen, hvilket kun lige akkurat bringer den samlede score op over grænsen for de fem stjerner. Beskyttelsen af personerne inde i bilen er dog fin, og på det område er Juke en sikker bil. Hovedstøtten er dog ikke til topkarakter.
Den aktive sikkerhed er godkendt, idet bilen er standardudstyret med ESC og to selehuskere, mens fartbegrænser mangler.
FDMs konklusion: Nissan Juke opnår kun med nød og næppe de eftertragtede fem stjerner.

Mitsubishi i-MiEV, Citroën C-Zero og Peugeot ion: fire stjerner
Børn i bilen og fodgængere er sammen med den aktive sikkerhed på et højt niveau. Det er derfor selve beskyttelsen af de voksne passagerer i bilen, der trækker ned. Både ved frontaltesten og ved sidekollisionen er belastningerne store, og elbilen opnår kun de fire stjerner. Der konstateres ikke problemer med el-komponenterne i bilen.
Den aktive sikkerhed er godkendt, idet bilen er standardudstyret med ESC og tre selehuskere, mens fartbegrænser mangler.

FDMs konklusion: De identiske elbiler opnår kun fire stjerner, men sikkerheden omkring el-systemet er fin.

Relevant information

http://www.fdm.dk/crashtest


Pressekontakt


Firma

FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  +45 45 27 09 67
  +45 45 27 09 67

http://www.fdm.dk

Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater