24/05-11
-
Pressemeddelelse
Hurtige prisstigninger på hurtige biler
GTI-biler fra 80erne er ved at etablere sig godt og grundigt på klassiker-markedet og er nu blandt de biler, der stiger hurtigst i værdi. Det skriver MotorClassic, FDMs store magasin om klassiske biler.
1980erne var GTI-bilernes årti - og nu er de sporty familiebiler med stor bagklap tilbage i rampelyset som nybagte klassikere. I disse år eksploderer interessen for 70er- og 80er-biler, ikke mindst for GTIerne. Derfor stiller MotorClassic, FDMs store magasin om klassiske biler, skarpt på 80ernes bedste GTI-biler i det nye nummer, der netop er udkommet.
"Første generation af VW Golf GTI, der skød GTI-bølgen i gang, er allerede en etableret klassiker. Men også Peugeot 205 GTI er nu et interessant investeringsobjekt, for regnet i procent er den en af de biler, der stiger hurtigst i værdi - i udlandet er priserne næsten tredoblet på fem år", siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.
Forklaringen er enkel: "Når folk kaster sig ud i at købe deres første klassiske bil, vælger de gerne den bil, de drømte om som børn, eller ikke havde råd til som unge. Og mange af dem, der drømte om GTIerne dengang i 80erne, er nu omkring de 40 og har råd til at opfylde deres gamle drengedrøm", siger Bo Christian Koch.
MotorClassic, der netop har fået en opfriskning med nyt layout, flere sider og ny en annoncesektion med masser af klassiske biler til salg, udkommer fire gange årligt. Magasinet kan købes i større kiosker, eller man kan tegne abonnement på www.fdm.dk/motorclassic.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her