22/06-11
-
Pressemeddelelse
Sikkerheden ikke god nok på bagsædet
Manglende fokus fra bilproducenterne og høje danske afgifter betyder, at sikkerheden på bilens bagsæde langt fra er lige så god som på forsæderne. Lavere afgifter vil gavne trafiksikkerheden, mener FDM.
Bagsædepassagerer har i flere tilfælde større risiko for at pådrage sig alvorlige skader ved sammenstød end dem, der sidder forrest i bilen. Det viser en ny undersøgelse af sikkerheden for bagsædepassagerer, som FDM har foretaget i samarbejde med tyske ADAC.
Særligt bryst, hoved og nakke er udsatte områder, hvis man sidder bagi.
I undersøgelsen har man testet, hvordan et sammenstød påvirker bilens passagerer. Her viste særligt fraværet af de avancerede sikkerhedsseler med selestrammere og selekraftbegrænsere bagtil at have en afgørende negativ betydning. Selerne, der er standard foran i flertallet af nye biler, kan give sig ved høj belastning og reducerer dermed den enorme belastning, som kroppen udsættes for ved et sammenstød.
Til sammenligning er de almindelige sikkerhedsseler langt mindre fleksible, hvilket ved spidsbelastninger kan give fatale skader på kroppen og nakken.
"Der har længe været fokus på at højne sikkerheden foran i biler. Helt samme opmærksomhed har man desværre ikke haft på sikkerheden på bagsæderne, hvilket testen her også viser. Det bør der laves om på. Ikke mindst fordi vi fra Tyskland ved, at hver femte bagsædepassager kommer til skade ved uheld. FDM så gerne, at eksempelvis både selestrammere og selekraftbegrænsere fremover bliver standardudstyr på bagsæderne," siger FDM Motors biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen.
Også hovedstøtterne bagtil viste sig ved testene ikke at være gode nok. Mest kritisk er det, at konstruktionen gør, at afstanden mellem hoved og hovedstøtte ofte er for stor, og ofte kan hovedstøtten ikke justeres til den rigtige højde. Resultatet er en forøget risiko for piskesmældslæsioner ved et sammenstød.
Det er dog ikke kun omkring sikkerhedsseler og hovedstøtter, det halter. Undersøgelsen viste også, at sideairbags bagtil ikke findes i mange biler. I det omfang de overhovedet fås bagtil, gælder det samme som med selestrammere og selekraftbegrænsere, at sideairbags ofte skal tilkøbes som ekstraudstyr. De høje danske afgifter får imidlertid mange danskere til at fravælge det vigtige sikkerhedsudstyr.
"Ligesom sikkerhedsselen er afgørende for sikkerheden i biler, er airbags det også. Derfor undrer det FDM, at de er afgiftsbelagt, som tilfældet er i dag, hvor der kun gives fradrag for airbag nummer tre til seks. Alle øvrige airbags er herefter fuldt afgiftsbelagt. I FDM har vi svært ved at se fornuften i det, og hvordan det harmonerer med ønsket om at højne trafiksikkerheden," siger Søren W. Rasmussen.
Mens testen viste, at sikkerheden for større bagsædepassagerer kan forbedres, viste samme test dog, at sikkerheden for børn i autostole på bagsædet er god.
Se hele oversigten over, hvilket sikkerhedsudstyr de enkelte bilmærker og modeller har på bagsædet på www.FDM.dk
Billedtekst: Sikkerheden er langt fra god nok på de fleste bilers bagsæder, viser ny test. Særligt fraværet af selestrammere og selekraftbegrænsere giver højere risiko for piskesmældslæsioner og skader på bryst og hoved. (Foto: FDM/ ADAC)
Hent billede i høj opløsning : http://www.fdm.dk/sites/default/files/mediafiles//Bagsaedesikkerhed_300dpi.jpg
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her