Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
05/07-11   -   Pressemeddelelse

Gode råd til feriens billeje

Det er lige til at bestille udlejningsbilen til ferien over nettet. Men sørg for at læse det med småt i kontrakten, og husk altid at kontrollere bilen for fejl og mangler, lyder rådet fra FDM.

Et par klik ved computeren, og så er feriens udlejningsbil bestilt hjemmefra - lige til at hente i lufthavnen. Det er både nemt og lige til, men ser man sig ikke for, risikerer man, at lejebilen bliver en dårlig eller dyr oplevelse. I værste fald begge dele.

"Mange bestiller i dag en bil til ferien hjemmefra. Men er man ikke opmærksom på det med småt, risikerer man at acceptere en lejekontrakt fuld af ubehagelige overraskelser. Man skal derfor være særlig opmærksom på, om der for eksempel er fri kilometer, eller om forsikring og selvrisiko er god nok. Eksempelvis dækker kaskoforsikringen på udenlandske udlejningsbiler ikke det samme som en dansk kaskoforsikring. Mange lande har desuden et krav om en minimumsalder. Opfylder man ikke den, risikerer man enten at skulle betale ekstra eller ikke at kunne leje bilen alligevel. Det er ærgerligt," siger jurist i FDM Helle Brasch.

FDMs juridiske rådgivning får hvert år henvendelser fra medlemmer, som har fået en bil, der langt fra svarede til deres forventninger. Ofte har bilen været mindre end den, de mente at have bestilt. Det skyldes, at udlejningsselskaberne ikke nødvendigvis inddeler bilerne i samme klasser, som man gør i Danmark.

"Får man en mindre bil, end den, man mener, man har bestilt og betalt for, skal man selvfølgelig kræve en reduktion i prisen. Har man bestilt en bil med fem døre, skal man ikke acceptere en med tre. Det samme gælder, hvis man har bestilt en bil med ekstra udstyr eller automatgear, men får en bil med manuelt gear, så skal man selvfølgelig ikke betale fuld pris," siger Helle Brasch.

Hun understreger desuden, at det er vigtigt, altid at gennemgå bilen for fejl og mangler, når man får den udleveret. Er bilen ridset eller bulet eller har mangler, er det vigtigt, at man får dem dokumenteret gerne med foto og gjort udlejer opmærksom på dem. Derved undgår man, at der efterfølgende opstår diskussion om eventuelle skader, og hvornår de er opstået.

Læs mere om billeje i udlandet i det nye nummer af Motor eller på FDM.dk/motor

Gode råd inden du lejer bil i udlandet

- Læs lejekontrakten grundigt, inden du skriver under.
- Kontrollér bilen for skader, inden du forlader udlejningsfirmaet. Tag evt. fotos, hvis bilen har skader. Få udlejer til at notere eventuelle skader på lejekontrakten.
- Undersøg, om forsikringen dækker godt nok - evt. hvad det koster at sikre sig mod store erstatningskrav og for høj selvrisiko. Er du i tvivl om forsikringsforholdene, så find en anden udlejer.
- Vælg et udlejningsfirma, du er tryg ved, og som opererer i Danmark. FDM oplever flest klager over små, lokale udlejningsfirmaer.

Relevant information

http://www.fdm.dk


Pressekontakt


Firma

FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  +45 45 27 09 67
  +45 45 27 09 67

http://www.fdm.dk

Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater