23/08-11
-
Pressemeddelelse
Nye tal: Staten flår dig i bilafgifter
Den danske stat tjener mere på afgifter på biler end noget andet land i Europa. Både når bilen købes, og når man kører i den. Resultatet er, at danskerne må køre i mindre sikre og mere forurenende biler, mener FDM.
Ikke mindre end 210.922 kr. har den danske stat tjent på en gennemsnitsbil, når den har kørt på vejene i 12 år. Det er dobbelt så meget som gennemsnittet i de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med og næsten fire gange så meget, som en spansk bilejer betaler i afgifter i den samme periode.
Tal fra de europæiske bilproducenters organisation, ACEA, viser, at det ikke bare er indgangsbilletten til bilejerskabet, registreringsafgiften, der ligger i top. Danmark er efterfølgende også det dyreste land at eje bilen i, da både ejerafgifterne (vægt- og grøn ejerafgift) og forsikringsafgifterne ligger i top. Hertil kommer, at danske bilejere også betaler ekstraordinært meget i moms både i forbindelse med bilkøbet og ved reparation og service.
"Som afgifterne er skruet sammen i dag, er de både til skade for trafiksikkerheden og for miljøet. Konsekvensen er, at danskerne kører i ældre biler, som hverken sikkerhedsmæssigt eller miljømæssigt rummer den samme teknologi som nye biler. Og meget af det udstyr, som kunne forbedre sikkerheden i nye biler, bliver belagt med så høje afgifter, at det ikke vinder udbredelse i Danmark", siger FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen.
Men selv hvis den høje danske registreringsafgift blev afskaffet, ville Danmark stadig ligge i top fem over de dyreste lande i EU at holde bil i over 12 år. Det skyldes de høje ejer-, forsikrings- og brændstofafgifter.
"Christiansborg bør efter det kommende valg indse, at bilerne er vigtige for mobiliteten i Danmark, og at det derfor ikke er holdbart med det høje afgiftstryk på bilejerne. Et første naturligt skridt ville være at omlægge afgifterne fra en anskaffelsesafgift til en brugsafgift, hvor man lader dem, der bruger infrastrukturen mest, bidrage mest. Samtidig bør man belønne ekstra sikkerhedsudstyr og mindre forurenende biler frem for at straffe dem med afgifter. Omlægningen vil kunne ske uden at man bringer europarekorden i beskatning af bilisme i fare", siger Thomas Møller Thomsen.
Også noget så basalt som nummerplader tjener staten gode penge. FDM har tidligere påvist, at nummerplader i Danmark er væsentlig dyrere end i andre lande i Europa, og at prisen for et sæt nummerplader langt overstiger de faktiske omkostninger til produktion, administration og distribution af pladerne.
Den danske stat indkasserer årligt omkring 40 mia. kr. i bilafgifter.
Læs mere i Motors (http://bit.ly/pTYEXQ) september nummer der udkommer fredag d. 26. august.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her