11/10-11
-
Pressemeddelelse
Bus og tog dyrt i tid for pendlerne
Mange bilister anser ikke den kollektive transport som et alternativ til bilen. Det er blandt andet ekstra transporttid, der får bilisterne til at fravælge tog og bus.
En betalingsring rundt om København skal tvinge bilisterne over i den kollektive transport. Men det vil ikke ske uden konsekvenser. For mange pendlere koster det nemlig dyrebar tid at skifte bilen ud med tog og bus.
Analysebureauet Voxmeter har for FDM foretaget en undersøgelse blandt 1.064 bilister, der viser, at stort set alle bilister vurderer, at det på trods af trængslen på vejene i hovedstadsområdet vil koste dem dyrt i tabt tid at tage offentlig transport.
Over halvdelen af bilisterne svarer, at det koster dem mere end en halv times ekstra transporttid, hvis de skal med tog eller bus i stedet for at tage bilen. Heraf skal hver syvende bilist forlænge transporttiden med mere end en time og syv procent med mere end halvanden time. 42 % vurderer, at de skal bruge op mod 30 minutters ekstra transporttid, mens blot 6 % svarer, at bus eller tog er hurtigere end bilen.
"Undersøgelsen viser, at bilen er nødvendig for mange familier. Den kollektive transport er ikke noget reelt alternativ, når der tabes så megen tid på at skifte til tog og bus. Hvis man i forvejen har et problem med at få arbejde og familieliv til at gå op i det daglige, så er tid en helt afgørende faktor", siger FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen.
Den hyppigste årsag til at mange pendlere i det daglige fravælger tog og bus, er udsigten til længere transporttid (63 %) og den manglende fleksibilitet (46 %). Hver tredje bilist peger på, at prisen er en barriere, mens kun 9 % mener, at der ikke er noget, der hindrer dem i at tage kollektiv transport. Derfor er det heller ikke overraskende, at 62 % svarer, at det offentlige transportsystem, som det er i dag, ikke er et reelt alternativ til bilen. Dertil kommer, at Teknologirådet har konkluderet, at en reduktion i rejsetid, ventetid og forsinkelser er mindst lige så vigtige faktorer, hvis bilisterne skal skifte til bus og tog, som hvis den offentlige transport havde været gratis.
"FDM tror mere på gulerod end pisk, og derfor bør det sikres, at den kollektive transport er et effektivt og reelt alternativ til bilen, inden man indfører en betalingsring. Med overfyldte tog og busser i hovedstadsområdet vil betalingsringen blot opleves som en ekstra skat på personlig mobilitet. Hvis målet alene er at subsidiere den kollektive trafik yderligere, kan det gøres mere retfærdigt og omkostningseffektivt over skattebilletten," siger Thomas Møller Thomsen.
Undersøgelsen er foretaget efter det seneste folketingsvalg blandt 1.064 bilister bosiddende i Københavns pendleropland. 60 % svarer, at de tager bilen på arbejde, 23 % cykler, mens kun 9 % tager tog eller bus. 3 % kombinerer bilen med tog og bus.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her