07/12-11
-
Pressemeddelelse
Ny test: Stor forskel på sikkerhed ved tagbokse
En tagboks giver bedre plads til skiferiens omfangsrige bagage. Men ikke alle tagbokse er lige gode, viser ny test fra FDM.
Ski, skistøvler og masser af overtøj stiller store krav til bilens størrelse, når familien skal på vinterferie. Derfor vælger de fleste at montere en tagboks på taget af bilen, inden familien begiver sig af sted mod alper eller fjeld. Men inden man investerer i den første og billigste tagboks, bør man kaste et blik på den seneste test af tagbokse, som FDM og tyske ADAC har foretaget.
"Samtlige tagbokse er testet i forhold til udformning og montering, evne til at modstå vand og frost, samt køre- og kollisionssikkerhed. Forventeligt nok klarer boksene sig forskelligt i monteringstesten og i forhold til vand og frost. Mest overraskende er det, at der i et tilfælde var 30 % forskel på boksens faktiske rummelighed og det litermål, som producenten havde oplyst. Det er både vildledende markedsføring og i strid med købeloven", siger bilteknisk redaktør på Motor, Søren W. Rasmussen.
Testen viser, at der er stor forskel på, hvor godt tagboksen sidder fast, hvis man er nødt til at lave en undvigemanøvre i trafikken. Den ringeste af tagboksene rev sig løs ved denne manøvre. Samtidig viser testen, at der er stor risiko for, at bagagen i boksene river sig løs ved en kollision, så samtlige producenter bør arbejde på at forbedre sikkerheden på dette punkt.
"En tagboks giver masser af komfort, fordi der bliver mere plads i bilen. Men før man investerer i en tagboks, bør man læse vores test, så man får den tagboks, der bedst lever op til de gældende krav. Markedets dyreste boks klarer sig godt, men nummer to i testen, som er væsentlig billigere, vil i mange tilfælde være et lige så godt valg, hvis man kun har behov for en tagboks et par gange om året", siger Søren W. Rasmussen.
FDM minder om, at de letteste ting såsom dyner og tøj skal pakkes i tagboksen, mens de tunge ting skal placeres i bilens bagagerum for at skabe den bedste stabilitet på vejen. Hvis skiene placeres i tagboksen, skal de ligge så tæt på bilens midte som muligt. Endelig er det vigtigt at fastspænde indholdet i tagboksen, så det ikke river sig løs og skaber farlige situationer ved hårde opbremsninger eller ulykker.
Læs mere og se video om korrekt brug af tagboksen på www.fdm.dk/tagboks, hvor resultatet af de fem testede tagbokse også kan ses.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her