15/02-12
-
Pressemeddelelse
Britisk dom gør bilimport billigere
Importerer man klassisk bil fra USA, kan man slippe med blot fem procent i afgift, hvis man toldbehandler bilen i England, skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.
En kontroversiel britisk dom har gjort det meget billigere at importere klassiske biler fra lande uden for EU - hvis bilen vel at mærke bliver toldbehandlet i Storbritannien. Det skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.
Dommen fastslår, at klassiske biler er samlerobjekter og derfor slipper for told og nøjes med fem procent i moms ved import fra f.eks. USA. I Danmark gælder det normalt kun biler fra før 1950. Og der er mange penge på spil: et samlerobjekt til 150.000 kr. før afgift slipper med 7.500 kr. i moms, mens en 'normal' klassiker herhjemme vil få et samlet told- og momssmæk på over 50.000 kr.
"Tilmed fortolkes de nye retningslinjer meget liberalt, og det har givet en massiv stigning i importen via Storbritannien. Det er dog ikke alt, det kan betale sig at indføre ad den vej, så det skal man regne på først," siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.
Den nye britiske praksis vækker ikke ligefrem jubel i resten af EU. Skat i Danmark vil således have uddybet de EU-regler, der ligger til grund for fastsættelsen af importafgifter, så toldbehandlingen kan blive mere ensartet i alle EU-lande. Indtil det sker, anser Skat den britiske praksis for at være et rent britisk anliggende.
Læs mere i MotorClassic der udkommer torsdag den 16. februar.
FDMs magasin om klassiske biler, MotorClassic, udkommer fire gange årligt, og 20. udgave er netop kommet på gaden. Det kan købes i større kiosker, eller man kan tegne abonnement på www.fdm.dk/motorclassic.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her