29/05-12
-
Pressemeddelelse
Autostole til børn redder liv
Antallet af børn, der dør eller kommer alvorligt til skade i personbiler, er på 15 år mere end halveret. Autostole er den helt afgørende livredder, mener FDM.
Autostolen i familiens bil er på få år blevet en af de helt store livreddere i trafikken. Siden det i 1990'erne blev lovpligtigt at fastspænde børn i 'egnet udstyr', er antallet af børn, der enten bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i biler, faldet markant. Siden 2006 har dette tal været over 20 om året. Til sammenligning var tallet for dræbte og alvorligt til skadekomne børn i biler alene i 1990 på knap 80.
"Det er en meget glædelig udvikling, som ikke bare afspejler et generelt fald i trafikdræbte og svært tilskadekomne. En af forklaringerne er, at bilerne er blevet mere sikre, men den helt afgørende årsag er, at forældre de senere år er blevet langt mere bevidste om, at børn skal sidde korrekt spændt fast i autostole," siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.
Som medvirkende årsager til det positive fald peger han desuden på kampagner om autostole samt loven omkring fastspænding af børn i bilen, der siden 1990 er blevet strammet flere gange, så man i dag får et klip i kørekortet, hvis ikke børn er spændt fast.
Selvom autostolen altså er en livredder, er der stadig stor forskel på, hvor gode de enkelte stole er. Det viser den seneste test af 32 autostole, som FDM har foretaget i samarbejde med de øvrige europæiske bilklubber. Stolene er blevet bedømt ud fra, hvor sikre de er ved frontal- og sidekollision, betjening og ergonomi, hvor nemme de er at rengøre, og endelig om de afgiver skadelige stoffer, når barnet sidder i stolen.
Og selvom kvaliteten af autostole gennem årene er blevet bedre, er det stadig på sikkerheden, at forskellen mellem de gode og de dårlige autostole viser sig. Samtidig blev der i to stole fundet høje mængder af stoffer, der kan være skadelige for barnet.
"Når man køber autostol, skal man ikke gå på kompromis med sikkerhed og kvalitet. Derfor er det en god idé at sætte sig ind i de forskellige stoles egenskaber og evner i test. Det afgørende er, at stolen dels passer til barnet, dels er monteret korrekt i bilen, inden barnet spændes fast. Derfor råder FDM til, at man køber sin autostol, hvor man kan få den nødvendige rådgivning og instruktion. Her har man ofte også mulighed for at prøve at montere den i bilen først," siger Søren W. Rasmussen.
I Motors juninummer kan man læse den seneste autostoletest.
På www.fdm.dk/autostole er den seneste og tidligere test af autostole desuden frit tilgængelige, mens man på www.FDM/autostole/video kan se videoer om valg af og korrekt montering af autostole.
Sådan vælger man autostol til sit barn
· Stolen skal passe til barnets størrelse (alder, vægt, højde)
· Stolen skal passe til bilen. Prøv stolen i bilen inden køb
· FDM anbefaler kun autostole, der har fået mindst fire stjerner i FDMs autostole-test
· Køb autostolen et sted, hvor man kan få den nødvendige rådgivning og instruktion
· Autostole og selepuder skal være godkendt med ECE 44-03 eller ECE 44-04
· Børn under 135 cm skal sidde i autostol
· Det koster et klip i kørekortet, hvis ikke barnet er spændt fast i godkendt autostol eller selepude, der passer til barnet
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her