06/09-12
-
Pressemeddelelse
Højesteret: Forhandlere skal oplyse om bilers reelle alder
To principielle domme fra Højesteret om bilers alder er vigtige sejre for forbrugerne, mener FDM.
Det ikke altid nok, at forbrugerne kender tidspunktet for bilens indregistrering. Forhandleren skal også oplyse bilens produktionsår, hvis forhandleren er bekendt med dette eller oplysningerne har været umiddelbart tilgængelige, og det afviger mere end et år fra registreringsåret. Det har Højesteret netop slået fast i to principielle domme, som FDM har ført på vegne af medlemmer.
I dommene slår Højesteret fast, at denne viden er vigtig for forbrugerne, så de kan bedømme bilen.
I begge sager var der tale om biler, der var produceret to år før første indregistrering, hvilket køberne ikke fik oplyst. Ud fra dommen vurderer FDM, at mærkeforhandlere bør have viden om produktionstidspunktet og skal videregive denne viden til forbrugerne.
"Med dommen har vi fået Højesterets ord for, at det er væsentligt, at forbrugerne oplyses om bilers produktionsår, hvis det adskiller sig mere end et år fra registreringsåret. Det er en klarhed, vi har efterlyst. Derfor er vi også meget tilfredse med dommens præmisser, som er en styrkelse af både forbrugerbeskyttelsen og forbrugeroplysningen," siger advokat i FDM Lennart Fogh, der har ført sagerne.
Han fortsætter:
"Når det er væsentligt at kende bilens reelle alder, er det fordi, bilmodeller løbende ændres. Der kan være kommet opdateringer på motoren, flere airbags eller anden ændring i bilens udstyr. Derudover begynder rust at bide og gummi at mørne, allerede når den ruller ud fra fabrikken. Derfor er det ikke nok, at forbrugerne kender tidspunktet for bilens indregistrering, hvis bilen reelt er ældre," siger Lennart Fogh.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her