28/09-12
-
Pressemeddelelse
Her er danskernes foretrukne bilmodel
Danske bilejere er mest tilfredse med BMWs 5-serie, viser FDMs gennemgang af 27.000 bilejeres tilfredshed med de enkelte bilmodeller. Mindst tilfredse er de med koreansk minibil.
BMW troner med sin 1-, 3- og 5-serie på sejrsskamlens tre øverste pladser over, hvilke bilmodeller de danske bilejere er mest tilfredse med. Det afslører ranglisten over bilejernes egen tilfredshed med deres biler vurderet på den enkelte model.
Det skriver FDMs medlemsmagasin Motor, der har bedt 27.000 bilejere vurdere deres egen bilmodel ud fra 16 forskellige parametre som holdbarhed, gensalgsværdi, miljøvenlighed og anerkendelse hos andre m.m. Bilerne i undersøgelsen er alle fra 2008 eller nyere og er altså op til fire år gamle.
At bilejerne har et godt øje til BMW er velkendt. I sin årlige AutoIndex-undersøgelse kunne FDM i maj kåre BMW som det bilmærke, bilejerne er mest tilfredse med. At førertrøjen også sidder på sydtyskerne, når det gælder de enkelte bilmodeller, er derfor ikke den store overraskelse. Det er blandt andet bilejernes vurderinger af bilens støjniveau, anerkendelse hos andre, miljøvenlighed og en god gensalgsværdi, der sikrer BMW kåringen, mens ejernes vurdering af pris og driftsomkostninger trækker ned.
"Der er selvfølgelig en vis sammenhæng mellem tilfredshed og bilernes pris, men vi har tidligere set, at en dyr bil ikke nødvendigvis opnår en høj placering i FDMs AutoIndex. Det er derfor tydeligt, at BMW på overbevisende vis formår at fastholde den unikke fornemmelse, det er at sætte sig bar rattet i en ny, dyr bil - også efter at bilen har fået flere år og mange kilometer på tælleren," siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Ud over de tre BMW-serier indtages de øverste pladser på listen af dyrere og større bilmodeller fra Volvo, Audi, Toyota og Mercedes, mens koreanske Hyundais lille Getz indtager sidstepladsen. Det er blandt andet anerkendelsen hos andre, en lav grad af sikkerhedsudstyr og for højt brændstofforbrug, der trækker ned.
At biler i høj grad også er et spørgsmål om følelser fremgår også af ranglisten. Således vurderes de såkaldte trillinger, Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107, vidt forskelligt, selvom der langt hen ad vejen er tale om den samme bil. Eksempelvis vurderes gensalgsværdien højere for Toyota Aygo end de to andre.
"FDMs AutoIndex måler ikke bare på bilernes tekniske kvalitet. Også elementer som garanti, økonomi og ejernes forventninger regnes ind i det samlede resultat, og det er derfor, vi kan se, at tre teknisk ens biler falder forskelligt ud. For bilejerne er FDMs AutoIndex derfor god at have ved hånden, hvis man står og skal købe bil, og for importørerne er det en god inspiration til at gøre alting en smule bedre over for kunden," siger Søren W. Rasmussen.
Læs mere om bilejernes foretrukne bilmodeller og se hele listen på www.FDM.dk/Motor eller i Motors oktobernummer, der udkommer fredag den 28. oktober.
Relevant information
http://www.fdm.dk
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her