05/11-13
-
Pressemeddelelse
Klæd bilen ordentligt på til vinteren
Vinteren er lige om hjørnet, og det betyder, at bilen skal klædes ordentligt på til frost og glatte veje, for at undgå flade batterier og dårligt vejgreb. FDM guider til, hvordan man nemt selv kan vinterklargøre sin bil.
En bil, der ikke vil starte, vinduesviskere der har givet op, og en frostsprængt køler er rigtig kedelige scenarier, som desværre ikke hører sjældenhederne til, når sneen og frosten for alvor har sat ind. Tal fra FDM test og bilsyn viser, at ud af 6.886 vedligeholdelsestests var der 12.806 fejl, der relaterer sig til vinterklargøring.
Fejlene kan undgås, hvis man sørger for at klargøre sin bil til vinteren. Har man bilen igennem et rutinemæssigt serviceforløb hos sin lokale mekaniker eller FDM, burde bilen kunne klare de fleste vejrmæssige udfordringer, men der er stadig en række råd, som altid er gode at følge, når frosten melder sig.
"FDM anbefaler, at man løbende tjekker sit batteri, og særligt hvis det er et par år gammelt. Ved hård frost mister det op til 50 procent af sin kapacitet, og i nogle tilfælde giver det helt op. Derfor er det en god idé at lade batteriet op derhjemme en gang om måneden henover vinteren. På den måde forlænges batteriets levetid", siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen.
Ud af det samlede antal vedligeholdelsestests, som FDM har foretaget, havde halvdelen i gennemsnit problemer med det elektriske anlæg. Den største fejlgruppe var imidlertid lys og signaler, hvor hver bil i gennemsnit havde mindst én fejl.
Et andet vigtigt råd, når man skal køre i vinterføre, er at få skiftet sommerdækkene ud med vinterdæk. Når sneen er faldet, hjælper vinterdækkene på fremkommeligheden, da dækkene står bedre fast og bremser bedre. Derfor er de også med til at øge sikkerheden på vejene. Endelig er det en god idé, at få tjekket om bilens sprinkler- og kølervæske kan holde til kulden.
"Hvis bilens sprinklervæske ikke er frostsikker, vil væsken udvide sig og fryse til is, og det kan ødelægge sprinkleranlægget. Det samme gør sig gældende med kølervæsken, som også skal være frostsikker for at beskytte kølesystemet mod korrosion", siger Jørgen Jørgensen.
Det er en god ide at starte nu med at klargøre bilen, så man er forberedt på det kolde vintervejr, og ikke mindst undgår kø hos sin lokale mekaniker. Man kan også vælge at vinterklargøre sin bil hjemme på villavejen. FDM har lavet nogle videoer, som viser hvordan, og på www.fdm.dk/vinter kan man læse mere om vinterkørsel.
FDMs råd til vinterklargøring
· Tjek bilens batteri, og lad gerne batteriet op med en hjemme-batterilader en gang om måneden. Batteriladeren kan bl.a. købes i FDMs netbutik
· Fyld frostsikker sprinkler- og kølervæske på bilen
· Skift til vinterdæk. FDM anbefaler, at dækkene har mindst 3 mm. mønster
· Smør låsene med låseolie
· Smør bilens gummilister med en siliconestift for at undgå, at dørene fryser fast
· Tør dørkarme og dørlister af, efter bilen har været i vaskehallen, for at undgå at dørene fryser fast.
· Tjek bilens vinduesviskere, som kan være slidte efter en lang sommer
· Tjek lygterne, og sørg for at holde dem rene igennem vinteren
Pressekontakt
Presseservice
+45 45 27 09 67
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her