Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/11-13   -   Pressemeddelelse

Topkarakter til mellemklassens dukse i ny crashtest

Årets sidste Euro NCAP-test byder på fem flotte stjerner til både Peugeot 308 og Mazda 3, der begge var med i opløbet om at blive Årets Bil i Danmark 2014. Første elbil fra BMW skuffer derimod.

November har vanen tro givet travlhed hos Euro NCAP, hvor bilproducenterne har stået i kø for at få crashtestet deres seneste modeller inden nytår. Fra årsskiftet skærpes sikkerhedskravene nemlig endnu en gang til bilerne, som fremover bl.a. skal byde på bedre børnesikkerhed, hvis de maksimale fem stjerner skal i hus.

Årets sidste pulje fra bilklubbernes crashtestsamarbejde tæller således hele 11 biler. Det er dog ikke alle, der kommer på det danske marked.

Set med danske bilkøberes øjne er de mest interessante Peugeots 308 og Mazda 3. Begge er populære biler på de danske veje, og de klarer helt som forventet crashtesten til topkarakteren fem stjerner. Helt så godt går det ikke for Nissans mini-MPV Note, som må tage til takke med fire stjerner.

"Det er ikke uden grund, at både Mazda 3 og Peugeot 308 var med i opløbet om at blive Årets Bil i Danmark 2014. Peugeot 308 er franskmændenes svar på VW Golf og imponerer ikke bare på køreegenskaber, men også på sikkerheden. Den klarer både frontal- og sidekollisionstesten rigtig flot. Også Mazda 3, der snart er på det danske marked, gør en god figur i især frontalkollisionstesten. Et enkelt minus er dog pæletesten, hvor den viser svaghedstegn," siger FDMs repræsentant i Euro NCAP Søren W. Rasmussen og tilføjer:

"Taget i betragtning at Nissan i de senere år har haft en høj standard på deres biler, havde vi nok ventet fem stjerner også til deres nye Nissan Note. Men bilen falder igennem på blandt andet fodgængersikkerheden og en bekymrende høj belastning ved frontalkollision, hvilket gør den mindre god end flere af konkurrenterne. Derfor er de fire stjerner lidt skuffende."

Blandt de mere interessante af de 11 testede biler er BMWs første elbil i3, der, ligesom Nissan Note, får fire stjerner. Bilen er opbygget i aluminium og kulfibermaterialer, hvilket gør den let, men det har samtidig sine omkostninger.

"BMW i3 er en bil, vi har set frem til, men selv om de fire stjerner er acceptable, havde vi nok ventet os mere. Eksempelvis betyder materialevalget, at den klarer frontalkollisionstesten dårligere end traditionelle biler, mens den manglende B-stolpe ved de modsat åbnende sidedøre, afslører store svagheder i pæletesten. Læg dertil manglende selehuskere og fartbegrænser. Alt i alt rækker det altså kun til fire stjerner," siger Søren W. Rasmussen.

Se alle resultaterne fra den seneste og tidligere Euro NCAP-test på www.FDM.dk/euroncap

Se videoer med FDMs kommentarer til den seneste og tidligere Euro NCAP-test på www.FDM.dk/crashtest

De 11 testede biler er:

· BMW i3 - elbil: Fem stjerner
· Ford Tourneo Connect (Forhandles pt. ikke i Danmark): Fem stjerner
· Ford EcoSport (Forhandles pt. ikke i Danmark): Fire stjerner
· Infiniti Q50 (Forhandles pt. ikke i Danmark): Fem stjerner
· Maserati Ghibli: Fem stjerner
· Mazda 3: Fem stjerner
· Mercedes-Benz CITAN Kombi: Fire stjerner
· Mitsubishi Outlander PHEV - plug-in hybrid: Fem stjerner
· Nissan Note: Fire stjerner
· Peugeot 308: Fem stjerner
· VW T5: Fire stjerner

Pressekontakt

Presseservice
  +45 45 27 09 67

Firma

FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  +45 45 27 09 67
  +45 45 27 09 67

http://www.fdm.dk

Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater