07/09-15
-
Pressemeddelelse
Voldsom Volvo sætter rekord i sikkerhed
Volvo XC90 sætter ny rekord i tredje kvartals første Euro NCAP-test. Bilen klarer testen som den hidtil mest sikre bil testet af Euro NCAP.
Stjernehimlen over Euro NCAP har fået en ny ledestjerne, når det gælder nye bilers sikkerhedsudstyr. I efterårets første test fra det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde scorer den nye Volvo XC90 som den første bil efter de skrappere 2015-regler 100 procent i kategorien 'sikkerhedsudstyr'.
Lægger man dertil et flot resultat i kategorierne voksensikkerhed og barnesikkerhed, ender Volvo XC90 med at være den mest sikre bil, Euro NCAP endnu har testet. Kun i kategorien fodgængersikkerhed viser den store svensker sig fra den hårde side.
"Den nye Volvo XC90 sætter en flot ny standard for sikkerheden i nye biler. Bilen har ikke bare al det nye sikkerhedsudstyr som linjevogter, fartbegrænser og nødbremsesystem (AEB), der skal til, hvis en bil skal have fem stjerner, systemerne er hver især også til topkarakter. Det er ikke set tidligere," siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
Med priser fra en million kroner og opefter er Volvo XC90 imidlertid en bil for de få. Når den alligevel er værd at beskæftige sig med, skyldes det perspektivet i netop sikkerhedsudstyret.
"Volvo XC90 viser, hvor langt man i dag er i udviklingen af diverse sikkerhedssystemer, og som om få år, i takt med at de bliver billigere, vil være at finde i langt mindre og billigere biler. Eksempelvis fartbegrænsere, der dels kommunikerer med bilens navigationsanlæg, dels selv aflæser og justerer farten efter hastighedsskiltene langs vejen," siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:
"Faktisk er Volvo XC90 så avanceret, at Euro NCAP først næste år begynder at bedømme de systemer, XC90 også har, som kan identificere og reagere i forhold til blandt andet fodgængere og cyklister," siger Søren W. Rasmussen.
At Volvo tager sin ambition om, at ingen skal blive trafikdræbt eller komme alvorligt til skade i en ny Volvo i 2020 alvorligt, viste kollisionstesten også. En enkelt mindre anmærkning blev det dog til, hvilket må ærgre Volvo.
I pæletesten foldede gardinairbaggen ved tredje sæderække sig ikke tilstrækkeligt ud. Volvo synes dog allerede at have taget hånd om dette. I hvert fald kaldte Volvo i august de knapt 2.000 solgte Volvo XC90'er til et servicetjek, mens 'fejlen' også blev rettet i produktionen.
Pressekontakt
Presseservice
+45 45 27 09 67
Firma
FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
+45 45 27 09 67
+45 45 27 09 67
http://www.fdm.dk
Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail
Tilmeld dig her