28/02-11
-
Pressemeddelelse
Vælg den rigtige rejsedato og spar tusindvis af kroner
Drømmer du om at holde påskeferie i en storby eller på en populær soldestination, så er det en god idé at bestille allerede nu. Mange af de billige flybilletter er revet væk, og det gør ofte rejsen dyr. Men hvis afrejsedatoen ikke er afgørende, er der penge at spare.
Påsken er en populær tid at rejse i, og selv om den falder sent i år, er der allerede nu kamp om flybilletterne til de populære soldestinationer og storbyer. Det betyder dyrere flybilletter.
"Der er rift om billetterne til de populære solrejsemål som Mallorca og De Kanariske Øer, men også storbyer som Rom og Barcelona har allerede nu fået et nøk opad på direkte flyvninger. Derfor skal man sørge for at booke sin flybillet allerede nu, hvis man har planer om at holde påskeferie i udlandet. Og jo mere fleksibel man kan være med afrejsedatoer, jo bedre pris kan man få", siger Brian Andersen, marketingschef hos FDM travel.
En prissammenligning foretaget af FDM travel viser, at afrejsedatoen for en familie på fire personer kan betyde en forskel på alt fra 1.000-16.000 kr. Et af de absolutte favoritferiemål i år for individuelle rejsende i påsken er Mallorca. Hvis en familie med to børn fx planlægger at rejse til Mallorca fra Skærtorsdag til Påskemandag, skal de regne med at bruge ca. 35.000 kr.- heraf de 34.000 kr. alene på flybilletten med et lavprisselskab. Kan den samme familie til gengæld bruge flere feriedage og rejse allerede om mandagen i påskeugen, kan de spare 16.000 kr. og få en længere ferie. Og er man indstillet på at mellemlande, så kan der spares yderligere tusindvis af kroner på prisen.
"Der er stadig masser af hoteller, og det er også muligt at få en forholdsvis billig rejse, hvis man vælger nogle af de rejsedestinationer, alle andre ikke går efter. Har man mulighed for at bruge et par feriedage ekstra enten før eller efter påskedagene, som er de største afrejsedage, øger det også chancen for at få prisen ned på selv meget populære påskedestinationer", siger Brian Andersen.
Alle priser er indhentet via FDM travels søgemaskine
på www.fdm-travel.dk d. 24. februar 2011.
Relevant information
http://www.fdm-travel.dk